bærekløgtig-arrangement i HK Handel Hovedstaden 0119To aftener i januar bød på en ”spirende” stemning i HK Hovedstadens store sal. Bordene var dekoreret med nøje udvalgte lokale blomster, smagsprøver på bæredygtigt tyggegummi og specialudviklede kortspil, der skulle gøre det sjovt og let at diskutere fødevarers klimaaftryk.

Programmet bød på 3 indslag: Bæredygtighedsrådgiver Daniel Flendt Dreesen præsenterede konkrete løsninger til både privaten og arbejdspladsen og dykkede ned i forbrugsgoders CO2-aftryk. Kommunikationschef fra Rema 1000 Jonas Schrøder berettede derefter om den norske detailkædes implementering af grøn tankegang i emballage, produkter og processer.

Slutteligt sørgede adfærdskonsulent Lasse Due Andersen for, at deltagerne forstod de psykologiske mekanismer, der definerer vores adfærd, når nu verden pludselig kræver handling og forandring. Med andre ord: du er ikke den eneste, der træt og forvirret vælger de samme gamle frikadeller, når valget står henne ved køledisken. Men der findes en vej udenom.

Undervejs blev deltagerne givet eksempler på misinformation og greenwashing i landskabet – men også på nyttesløse tiltag med såre gode hensigter. Når Roskilde Festival eksempelvis forbyder plasticsugerør, spilder de kræfterne. For samtidig affaldssorterer de kun 12% af plasticteltene.

Det gælder med andre ord om at gøre det let at blive effektiv i CO2-besparelser. Og her vakte Rema 1000's designløsninger i kampen mod madspild opsigt.

- Adfærdsdesign, løsninger der snyder urhjernen til at gøre det rigtige, kaldte Lasse Due Andersen det.

Rema 1000 giver fx ingen mængderabatter, de sælger krumme agurker og laver most af nedfaldsæbler fra private haver.

For, som Jonas Schrøder sagde, hvis al verdens madspild var et land, ville det ligge på tredjepladsen, kun overgået af USA og Kina.

slide fra bærekløgtig-arrangement i HK Handel Hovedstaden 0119

Mere gennemsigtigt, tak
Undersøgelser har vist, at 85% af danskerne ville ønske, at butikker gjorde det mere gennemskueligt, om et produkt er bæredygtigt.

Når Danmark skal nå 70% reduktion i CO2-forbrug inden 2030, står vi overfor stigende krav til virksomheders svarberedskab – og egne initiativer.

Dette var baggrunden for ”bærekløgtigheds”-aftenerne, som nok kun krattede i overfladen af det store emne, men dog udstak en klar retning.

Parallelt med HK's digitale videreuddannelser skal også bæredygtighed på pensum, så medlemmer kan dygtiggøre sig efter fremtidens forskrifter.

Der arbejdes derfor hårdt for at indlemme bestemmelser om bæredygtighed i OK20.

Begge aftener var præget af stort engagement, erfaringsudveksling og et højt vidensniveau fra alle deltagere, der i feedbacken afslørende mange forskellige klimaudfordringer i det daglige arbejde, men også en stor villighed til at tage udfordringen op.

Der var udbredt tilfredshed med at lære om proportionerne i debatten. Fx ”koster” en oksebøf 26 kg CO2 pr. kg, en flyrejse til New York 1000 kg CO2, og et stk. dansk knoldselleri kun 0,1 kg CO2.

Alligevel kan det jo være svært at vænne sig til danske cykelferier og knoldselleri til rødvinen, når nu flokmentaliteten associerer bøffer og amerikanske shoppingture med status og succes.

”At mennesker reagerer som vi gør, fordi vi er “wired” til det gennem vores urhjerne,” var en vigtig pointe for én af arrangementets deltagere.

Mens en anden skrev:

Jeg tænker pludselig, når jeg handler - om det nu også er nødvendigt med noget, der har haft en lang rejse bag sig.”.

Den lange rejse til grøn omstilling er kun lige begyndt.