peter kate og jannie

Hele straffesagskæden - fra en borger ringer til politiet og anmelder noget kriminelt, og en mistænkt bliver anholdt, til han eventuelt bliver dømt og skal afsone sin straf - er under hårdt pres, lød budskabet til Folketingets retsordførere fra Jannie Viberg,formand for HK Politiet og Anklagemyndigheden, Peter Raben, næstformand i HK Stat, og Kate Kengen, formand for HK Danmarks Domstole.

Politikere taler om at få mere politi på gaden, og HK'erne kan være med til at løse mange af de opgaver, som kan frigøre politibetjente, anklagere og dommere til at gøre det, de er bedst til.

Det var hovedbudskabet da en delegation fra HK Stat torsdag den 20. februar havde fået foretræde for Folketingets Retsudvalg for at tale om politiforlig, domstolene og et presset straffesystem.

HK’ere kan løse aktuelle problemer

Med fra HK Stat var formand for HK Landsklubben Danmarks Domstole Kate Kengen, formand for Landsklubben HK Politiet og Anklagemyndigheden Jannie Viberg, næstformand i HK Stat Peter Raben og analysechef i HK Stat Thomas Lynge Madsen.

Til stede ved foretrædet var retsordførerne fra alle de største partier. 

- HK'erne spiller allerede en central rolle på retsområdet og kan i endnu højere grad bidrage til at løse de aktuelle udfordringer. Det synes jeg, vi havde en god snak om, og jeg oplevede, at der var mange spørgsmål og stor interesse fra politikerne, siger Peter Raben, der er næstformand i HK Stat.

En række store sager, nye opgaver og mere kompleks kriminalitet har de senere år været med til at presse ikke bare politiet, men hele kæden fra en borger ringer til politiet og anmelder noget kriminelt og en mistænkt bliver anholdt, afhørt, efterforsket, sigtet, anklaget, eventuelt dømt, til han skal afsone sin straf og på et tidspunkt søge om prøveløsladelse.

- Hele straffesagskæden er under hårdt pres, hvilket både dommere og politibetjente har dokumenteret, og det oplever borgerne jo desværre også. Derfor foreslår vi, at politikerne ser på hele straffesagskæden med fokus på, hvordan de administrative medarbejdere kan frigøre tid fra andre faggrupper, siger Peter Raben.

- Og i det tredje led i kæden, kriminalforsorgen, hører vi også fra vores medlemmer om mange udfordringer og stort arbejdspres, tilføjer han.

Massefyringer sender betjente bag skrivebordene

Berlingske skrev for nylig, at politiet sidste år brugte 115 millioner kroner på at passe på Rasmus Paludan – og regningen løber stadig op. Rigspolitiet skal i 2020 overføre 45 millioner kroner til at styrke SØIK, og flere steder står politiledelsen med et hul i pengekassen.

De seneste uger har både Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi gennemført store massefyringer, men det hænger ikke sammen med hverken den nuværende politiaftale eller de politiske meldinger om et styrket politi, mener Jannie Viberg.

- De fyringer, der lige er blevet foretaget i Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet, har betydet, at 10 betjente på Vestegnen er blevet prikket på skulderen og har fået at vide, at de skal ind og passe telefoner servicecenteret i stedet for at køre patrulje, siger Jannie Viberg, der er formand for de cirka 1.800 HK-ansatte i Politiet og Anklagemyndigheden.

Dommere: Lad os gøre, hvad vi er bedst til

I en periode på 10 år har domstolene sparet omkring 400 administrative årsværk væk svarende til cirka 30 procent. Og der er kommet flere opgaver. Det kan mærkes, og derfor har vi brug for et løft, siger Kate Kengen.

- Vi er for få HK'ere ved domstolene. Vi kan hjælpe dommerne i meget større udstrækning, end vi gør i dag. Og det er sådan set et fælles budskab fra dommerne og os. De vil gerne have flere retssekretærer, og de vil have sekretærerne med i retten i højere grad, siger hun.

Læs også: - 100 nye årsværk vil hjælpe

Formanden for Dommerforeningen Mikael Sjøberg fortalte for nylig, hvordan han mener, at det er uhensigtsmæssigt at anvende dyr dommertid på opgaver, veluddannede HK'ere kunne udføre hurtigere. Lad dommerne gøre det, de er bedst til, nemlig at afgøre sager, lød det.

Læs også: Dommere: Lad os gøre, hvad vi er bedst til

'Uddannede HK'ere kan få meget mere praktik fra hånden, end vi dommere,' har Mikael Sjøberg blandt andet skrevet til Folketingets Retsudvalg. Og i hvert fald en del af politikerne er helt med på udfordringerne, oplever Kate Kengen.

- Det er vigtigt, at straffesagskæden hænger sammen hele vejen, og en kæde er jo ikke stærkere end det svageste led. Det er mit indtryk, at flere af politikerne havde sat sig ind i det i forvejen, og det synes jeg er positivt, siger Kate Kengen, der udover at være formand for de HK-ansatte på retsområdet også sidder i Domstolsstyrelsens bestyrelse.

Læs også: Uden retssekretær er det straks en anden sag …

Regeringen valgte i efteråret at udskyde de forhandlinger om en ny flerårsaftale for politiet, som ellers skulle gælde fra nytår.

- Vi har et politi og en anklagemyndighed, som er meget presset, og som mangler ressourcer og har masser af overarbejde. Hvis vi skal have løst de problemer, er vi nødt til at tænke os godt om.

- Det handler både om, at de skal have flere ressourcer, men også om at se, om der er nogle ting, vi kan gøre bedre, så politifolkene kommer tættere på borgerne, sagde justitsminister Nick Hækkerup i efteråret til DR.