Der er 19 pladser på spil som delegeret til HK Stats kongres, når HK Stat Sydjylland afholder generalforsamling i marts. De delegerede bestemmer sektorens retning, og alle kan stille op. Kongressen er sektorens højeste myndighed, og der bliver truffet vidtrækkende beslutninger.
- Det er meget vigtigt, at vi får besat alle pladserne, og at vi dertil får valgt et pænt antal suppleanter. HK er en fagforening med streg under forening, og medlemmerne bestemmer. Vores demokrati er hjerteblod, for vi skal alle kunne se os selv i helheden, og det kan vi, når vi er med til at bestemme, siger afdelingssektorformand Annette Godsvig Laursen.
Anette Godsvig Laursen ved generalforsamlingen i 2017
Hun understreger også, at det kan have betydning at have delegerede fra hele landet, så ingen områder bliver overset.
- Der sker så meget på de statslige arbejdspladser i det sydjyske, at vi ikke bare kan sidde og lade tingene gå deres gang. Hele HK Stat skal vide, hvordan forholdene er, og kongressens beslutninger skal også afspejle vores arbejdspladsers dagligdag, siger Annette. Kongressen finder sted den 16.-17. juni 2020.
Den seneste kongres, det var i Kolding i 2016. (Foto: Nils Lund Pedersen)
Nærdemokrati
Mens kongressen sætter retning for hele sektoren, sætter generalforsamlingen retning for afdelingssektoren, det vil sige HK Stat Sydjylland, og det er lige så vigtigt for formanden.
Vi skal have dialog og tale om de emner, som HK Stat Sydjylland skal sætte fokus på i tiden fremover. Det er så vigtigt, at medlemmerne fortæller os, hvad de prioriterer, så vi kan arbejde hen mod deres mål, siger hun.
- Vi går jo snart i gang med optakt til forhandlingerne om OK21. HK Stat Sydjylland var topscorer ved afstemningen om OK18-resultatet. Vores medlemmer går op i, at deres forhold er i orden, og bakkede op om forhandlerne. Det er nærdemokrati, og det håber jeg at se meget mere af på generalforsamlingen, siger Annette.
Du kan stemme om HK Stat og HK Stat Sydjyllands fremtid
Selv om baggrunden for generalforsamlingen er meget seriøs, bliver der også masser af interessante og underholdende tiltag. Journalist, DR-vært og tænkehat Nikolaj Sonne tager i et spændende foredrag deltagerne med på en til tider finurlig rejse rundt i det digitale landskabs mørke og lyse sider.
DR-studievært Nikolaj Sonne, her med en selfie fra foran Facebooks hovedkvarter
Han fortæller om, hvordan vi bygger lærenemme maskiner, digitale assistenter, droner og selvkørende biler.
Hele tiden hurtigere, mindre, billigere, bedre - sådan er teknologi - og det har vi vænnet os til. Men hvordan kom vi hertil, og hvor er det, vi - måske - er på vej hen? Alt er forbundet, og fremtiden er ikke, hvad den har været, siger Sonne.
Hør sektorformand Rita
Rita Bundgaard
Efter valgene holder Rita Bundgaard et oplæg om kampagnen “Kom i form til fremtiden”, hvor HK Stat vil inspirere dig til at overveje, hvordan du kan gå stærkere ind i fremtiden ved at efteruddanne dig. Om det er med et enkelt kursus, eller med en mere tidskrævende diplomuddannelse, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at tage det første skridt, og det vil Rita fortælle meget mere om.
Mini-messe med VR og meget mere
Fra mini-messen ved generalforsamlingen i 2017
Allerede inden det hele går i gang, vil forhallen på kontoret på Jupitervej være fyldt med spændende stande, hvor du kan få en forsmag på, hvad fremtidens arbejdsmarked byder på. Her er et udpluk af de ting, du vil kunne opleve:
VR (virtual reality) briller kan bruges til mange ting. HK har udarbejdet et program, hvor du kan træne din eksamensangst væk ved at gennemgå en eksamenssituation i en kunstig verden set igennem brillerne. Det kan du prøve på mini-messen på nogle af markedets bedste VR-briller. Du får også et sæt mindre avancerede VR-briller med hjem, som du kan bruge til at prøve teknologien på andre, simplere programmer.
Få en date med forbundssektorformand Rita Bundgaard. Der er rig mulighed for at stille spørgsmål til hende og få en snak om den nye kompetencefond og andre emner, der optager dig.
Mød din fremtidige kollega, robotten Pepper. Robotteknologi er stadig under udvikling, og Pepper er et eksempel på, hvad teknologien kan lige nu.
Mød Niels Lolk Vester, som med 18 års erfaring i Sampension ved alt om, hvordan vores pension er skruet sammen. Tal med ham og få svar på dine spørgsmål.
Tilmeld dig her og hent beretningen
HK Stat Sydjyllands beretning for 2019 er på denne side: https://www.hk.dk/omhk/afdeling/sydjylland/generalforsamlinger#topiccontent1b
Læs mere om at være delegeret
Lonni Staack Christensen fra Sydøstjyllands Politi i Horsens var delegeret for første gang på kongressen i Kolding i 2016. Hendes budskab er klart: "Bare Gør det!" Du kan læse en artikel om hendes oplevelse ved at klikke på billedet.