Bente Thomsen fra BC Syd vil tage dig med ind i en verden af Virtual og Augmented Reality
Alt peger fremad, når HK Handel Sydjylland holder generalforsamling onsdag den 25. marts kl. 18.15.
- Vi vil sætte fokus på alle de spændende initiativer, vi har i støbeskeen for medlemmerne i det kommende år. Og så vil vi se nærmere på den digitalisering, der allerede nu er ved at overtage mange funktioner i både vores arbejdsliv og privatliv, fortæller formand Hanne K. Mathiasen.
Til at gøre forsamlingen klogere på sidstnævnte emne har bestyrelsen inviteret den altid sprudlende Bente Thomsen, der til dagligt underviser fremtidens medarbejdere i den nye teknologi på BC Syd.
Det skal især handle om Virtual Reality og Augmented Reality, som er teknologier, der vinder hastigt frem. Bente Thomsen vil komme med eksempler på AR/VR-teknologi, der er i brug allerede, og give eksempler på, hvordan det kan bruges i arbejdslivet.
Du kan også prøve teknologien på egen krop, og du får et par VR-briller med hjem.
Bliv aktiv i din fagforening
HK Handel Sydjyllands fremtid er naturligvis også på dagsordenen ved generalforsamlingen.
Formand Hanne K. Mathiasen er på valg. I skrivende stund har ingen modkandidater meldt sig, men det er muligt at stille op helt indtil på selve generalforsamlingen.
Der er også flere pladser i bestyrelsen og på suppleantposterne i spil. Og så skal der vælges delegerede og suppleanter til en række landsklubber.
- Der er rig mulighed for at blive involveret, hvis du har lyst til at spille en mere aktiv rolle i din fagforening. Og har du ikke, så sætter vi stadig stor pris på, at du kommer og gør din stemme gældende, siger formand Hanne K. Mathiasen.
Arrangementet starter med middag kl. 18.15, efterfulgt af Bente Thomsens oplæg kl. 19. Selve generalforsamlingen går i gang kl. 20.
Vær en del af fællesskabet og få indflydelse på, hvordan vi styrker det. Tilmeld dig her.