Det er en øvelse af de svære at have faste arbejdstider derhjemme, når man har to små børn på 1 og 5 år omkring sig. Især når den yngste endda er småsyg.

Men sådan er det for Line Holm Pedersen. Til daglig arbejder hun i borgerservice i Ringsted Kommune, hvor hun enten er i ”fronten” eller tager sig af helbredstillæg, udvidet helbredstillæg og indskudslån. Men som så mange andre er arbejdspladsen for tiden flyttet hjem til et godt gammeldags stuebord – af to grunde.

- For det første har jeg ikke noget kontor, og for det andet kan jeg holde øje med mine to børn, når jeg sidder i stuen og arbejder. Men det kan godt mærkes i kroppen, at jeg ikke er på min sædvanlige arbejdsplads.

Betal regninger hurtigt

Lines arbejde består lige nu primært af at få betalt regninger fra helbredstillæg så hurtigt som muligt samt forskellige journaliseringsopgaver og mails fra borgere – alt sammen på hendes hjembragte arbejdscomputer.

Men det er en øvelse at få små børn og arbejde til at passe sammen.

- Som det er nu, kan jeg have cirka tre timers intensivt arbejde, mens børnene sover. Derefter er jeg sådan til og fra mail og bærbar, når der lige er lidt tid.

Overrasket over hvor godt det går

Overordnet går det faktisk okay at arbejde herhjemme.

- Jeg er faktisk overrasket over, hvor godt det hele fungerer, og hvor meget man kan klare hjemmefra, og så er vi alle stadig ved godt mod, men der er selvfølgelig en grænse tidsmæssigt, inden der begynder at dukke ting og opgaver op, som ikke kan klares hjemmefra, fx pas og kørekort.

I teamet har de desuden oprettet en Messenger-gruppe, hvor de klarer diverse lavpraktiske ting, fx hvem der lige tager telefonerne, mens nogen går til frokost.

 
Artiklen er opdateret 19. marts 2020