En af de store historier torsdag og fredag i sidste uge var, at folk hamstrede fødevarer, toiletpapir og andet fra butikkerne.
Men på et af bibliotekerne i Lyngby-Taarbæk oplevede man en sand hamstring af ord.
På en normal torsdag, hvor biblioteket har åbent fra kl. 08-20, lånes der i gennemsnit cirka 1250 materialer ud.
Men i torsdags, hvor biblioteket endda kun havde åbent fra 8-16, gik jagten ind på læsestof.
- Vi lånte 4677 materialer ud. Det var helt vildt, så det er ikke kun toiletpapir, der bliver hamstret, men heldigvis også ord, lyder det fra Gitte Gregersen, biblioteksassistent i Lyngby-Taarbæk.
Savner pingpong med kolleger
En af de store udfordringer ved at arbejde hjemmefra er, at det kollegiale fællesskab forsvinder.
Men det har Karina Sørensen fra Viborg Jobcenter forsøgt at afbøde ved at oprettet en facebookgruppe for teamet med cirka 40 medlemmer.
- Formålet med gruppen er ren kollegakarma. Vi drøfter ikke faglige eller borgerrettede spørgsmål. Vi sidder normalt i storrumskontor og har jo en ping-pong hen over skrivebordene, så gruppen er lavet for, at vi, der ikke sidder med huset fyldt op af børn, ikke skal blive helt alene.
Ind til nu er gruppen blevet brugt til at dele billeder og videoer fra den hjemlige arbejdsvirkelighed – senest en video med forskellige øvelser for nakke-skulder, fordi man typisk sidder lidt dårligere derhjemme end på den velindrettede kommunepind.