HK Kommunals overenskomster og aftaler er fortsat gældende på arbejdspladserne. Og det samme er de lokale aftaler, I har indgået. Det betyder, at jeres arbejdsgiver har de samme rammer som før, når det handler om at lave ændringer i arbejdsforhold. Der kan eksempelvis beordres over- og merarbejde, ændres på mødetider eller anvises andre arbejdsopgaver.
Nye behov opstår
Der kan lokalt opstå nye behov i takt med, at situationen udvikler sig, og HK Kommunals formand Lene Roed opfordrer til, at alle udviser størst mulig fleksibilitet. Formanden retter en stor tak til alle medlemmer, der bidrager til, at Danmark kommer godt igennem krisen.
- Jeg vil gerne sige tusind tak for jeres ansvarlige indsats indtil nu. Det gælder både jer, der hver dag møder ind på arbejdspladsen og jer, der arbejder hjemmefra eller deltager i vagtordninger. Vi er i en helt særlig situation, hvor der er behov for stor fleksibilitet i forhold til arbejdstilrettelæggelse. Det gælder ikke mindst varetagelse af andre opgaver end normalt samt arbejde på andre tidspunkter og steder end normalt. Og jeg bliver både stolt og glad, når jeg hører, hvordan I takler situationen. I tager ansvar, og mange byder sig til, når det gælder vigtige opgaver, siger Lene Roed.
Forbereder stort pres
På mange arbejdspladser er man i gang med at forberede sig på, at der kommer et stort pres på opgaverne. Det gælder på sundheds- og ældreområdet, men også på andre områder bl.a. løn- og personale, IT-området og beskæftigelsesområdet i takt med afskedigelserne i den private sektor.
- Her fra centralt hold forsøger vi at koordinere med KL og Danske Regioner, ligesom vi taler sammen med de øvrige fagforeninger for offentligt ansatte. Vi har ikke svar på alt, desværre. Ingen af os har nogensinde været i sådan en situation før. Men vi forsøger at finde svar så hurtigt som muligt på de mest påtrængende problemstillinger. I kan blandt andet finde svar i vores guide. Den opdaterer vi løbende, ligesom vi opdaterer på Facebook og i nyhedsbreve, siger Lene Roed.
Tjek vores guide med spørgsmål og svar om coronavirus og dit arbejde her.
Hold dig også opdateret og stil spørgsmål på HK Kommunals Facebook-side.
- Det er nu, vores fællesskab og velfærdssamfund skal vise sin styrke. Og vi er godt hjulpet med alle de dygtige medarbejdere i kommuner og regioner. Tusind tak for indsatsen. Pas på jer selv og hinanden, lyder det fra HK Kommunals formand.