- Det er en helt anden måde at være på arbejde på, lyder det fra Rikke Harvey, der er 36 år og har arbejdet på Akutafdelingen på Regionshospitalet Herning i 6 år.

 

Akutafdelingen på Regionshospitalet Herning består af skadestuen og akutsengeafsnittet, hvor patienterne mellemlander, inden de bliver overført til speciale-afdelingerne. Sengeafsnittet er i forbindelse med Corona-pandemien blevet konverteret til et Covid-19 modtageafsnit.

 

Når en patient med symptomer på Covid-19 af egen læge eller vagtlæge bliver henvist til Regionshospitalet Herning, skal vedkommende henvende sig ved en helt ny indgang. Her bliver patienten tilset af en sygeplejerske og får mundbind på, inden vedkommende af Falck-personale iklædt specielt beskyttelsesudstyr bliver ført ind til lægesekretæren, der tager imod.

 

- Det er en ny funktion, at jeg eller en kollega på skift sidder ved døren og noget, man lige skal lande i. Det gælder om at passe på patienten men også sig selv i forhold til smitte-risikoen. I praksis vil det sige, at vi sørger for ikke at komme for tæt på og har hygiejnen ekstra meget i fokus, beretter Rikke.

 

Rikke Harvey

Rikke Harvey, lægesekretær på Akutafdelingen på Regionshospitalet Herning.

 

Særlig udfordring

- Vi har en særlig udfordring, når det handler om at skabe et godt forløb for patienten, der kommer ind med symptomer på Covid-19. Den måde, det hele foregår på, kan ikke sammenlignes med normale indlæggelser på Akutsengeafsnittet. Pårørende må eksempelvis ikke komme ind, og det kan godt være hårdt for både patienter og pårørende, fortæller Rikke Harvey.

 

- Det er lægesekretærerne, der snakker med alle de pårørende, der ringer ind. De har helt naturligt mange spørgsmål: Hvordan går det med den, der er indlagt, og hvad, hvis de selv er smittet?

 

- Snakkene med de pårørende fylder meget, men jeg synes, at vi møder rigtig stor forståelse hos de pårørende. Alle har forståelse for, at det er en helt ekstraordinær situation, vi står i, beretter hun.

 

Uforudsigelige arbejdsdage

Rikke Harvey kan fortælle, at arbejdsdagene i øjeblikket er helt uforudsigelige.

 

- Når du møder ind, ved du ikke, hvad der venter dig. Og selv om du som lægesekretær på en akutafdeling er vant til en uforudsigelig hverdag, er det her bare noget helt andet, fordi tingene hele tiden udvikler sig. Antallet af patienter med symptomer, som kommer ind, stiger, og antallet af bekræftede smittede stiger, forklarer hun.

 

- Men jeg synes, at der er et fantastisk samarbejde faggrupperne på Akutafdelingen imellem. Det har altid været godt, men det er endnu mere styrket nu. Der er en bevidsthed om, at ingen kan undværes uanset funktion. Vi er alle i ukendt territorie, og vi bygger skibet, mens vi sejler, siger hun.

 

Rikke Harvey har den sidste uge haft flere vagter end normalt, og sådan vil det også være i næste uge. Men hun og kollegerne er klar til at yde deres del, også selv om tankerne kan fylde meget.

 

- Situationen sætter en masse tanker i gang: Du skal passe på dig selv, kollegerne men også dem derhjemme. Jeg har forældre, som er over 70 år, og dem ser jeg ikke i øjeblikket. Jeg har også 3 børn i alderen 9 til 13 år, og de kan selvfølgelig være bekymrede. Så her handler det om at snakke med dem om, at ja, man kan blive syg men, at vi nok skal klare dem sammen.

 

Hospitalsenheden Vest består af Regionshospitalerne Herning, Holstebro og Lemvig og sundhedshusene Ringkøbing og Tarm, som snart bliver samlet under ét tag i Gødstrup.

 

Læs også: Tingene udvikler sig fra time til time

 

Læs mere om de ca. 350 lægesekretærers hverdag på Hospitalsenheden Vest under Corona-pandemien

 

 

Artiklen er opdateret 20. marts 2020

Du får gode råd og faglig hjælp – når du er i job

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.