Vandglasset og kaffekoppen står korrekt placeret rent ergonomisk. Men ellers er der en del udfordringer ved denne arbejdsstation. Foto: Michael Bech
Lad os sige det ret kontant: Din ryg, nakke, din muskulatur og dit skelet er i fare, hvis ikke du passer på foran din nye arbejdsstation i hjemmet.
Og ja – vi er enige om, at det er en nødløsning. Men det er en nødløsning, som kan trække ud, da coronakrisen nok ikke er afsluttet de næste par uger.
Måske har du i forbindelse med din hjemsendelse fra arbejde i staten været så heldig at få opstillet en kopi af din arbejdsstation i hjemmet med hæve-sænke-bord, indstillingsparate kontorstole og ergonomisk mus til den store skærm, som er i den helt rette højde, så du ikke konstant skal bøje nakken, når du benytter det ergonomiske tastatur.
Læs også: Sabine indretter arbejdsdagen efter børnenes behov
Men indretning og godt udstyr er ikke alt – der skal altid variation til i arbejdsstillingerne. Og er du ikke en af de heldige, som har det optimale kontorudstyr på din hjemmearbejdsplads, så er der også andre måder at klare sig gennem coronakrisen på - uden også at skulle være i fare for gener og smerter på skelet og muskulatur.
Du kan fx hæve den bærbare med et underlag, du kan bruge et løst tastatur og du kan montere en ergonomisk mus til pc’en.
’Den næste arbejdsstilling er den bedste’
- Variation er nøglen til at forebygge smerter og gener – også når du arbejder hjemmefra. Selv ved en arbejdsplads med en alt for lav bærbar ved spisebordet kan du gøre meget for at forebygge smerter og gener i nakke, skuldre og ryg. Det handler om at variere dine arbejdsstillinger og holde mikropauser – gerne med fysiske øvelser, siger arbejdsmiljøkonsulent ved HK Stat, Betina Halbech.
Læs også: Hjemmearbejde: Det værste er manglen på social kontakt
Selv om det ikke er ved en ergonomisk optimal arbejdsstation, så er der ifølge arbejdsmiljøkonsulenten en del, man kan gøre for at forebygge fysiske problemer. Ud fra mantraet ’den næste arbejdsstilling er den bedste’ har Betina Halbech følgende råd til at få variation i arbejdsstillinger ind som en god rutine:
- Ryk af og til rundt på dit tastatur, skærm og mus. Hvis du bruger en bærbar pc, er det en god idé at bruge et eksternt tastatur og mus, så du støtter arm og håndled og kan regulere placering af tastatur uafhængigt af synsafstanden til skærmen.
- Stå op fx når du taler i telefon - og hvis muligt indimellem med din skærm ved et højt bord eller lignende.
- Rejs dig op og gå lidt rundt, hvis du skal tænke noget igennem.Har du arbejdsopgaver, der ikke kræver skærm, så spred dem over dagen, så du kan holde naturlige skærmpauser.
- Du kan måske også flytte noget af arbejdet væk fra computeren, fx ved at læse en tekst et andet sted.
Husk pauser og øvelser
Næstformand i HK Stat, Peter Raben, er imponeret over den ildhu, fleksibilitet og dedikation, som de statslige HK’ere har udvist ved at knokle videre under coronasmitten på arbejdspladser i kritiske funktioner og på de mange hjemmearbejdspladser, Danmark pludselig har fået.
Læs også: Sæt de små pauser i system og styrk din hjerne
- Men vi må også opfordre vores medlemmer til at passe på ikke at blive udsat for gener og smerter på ryg og nakke samt problemer med musearm og hovedpine. For det kan hurtigt opstå, hvis man ikke er opmærksom, mens man arbejder på en plads, der ikke er optimal til skærmarbejde, siger Peter Raben.
Læs også: Her er de gode råd til hjemmearbejde
Han har derfor undersøgt, om ikke reglerne med krav til hjemmearbejdspladser gælder under coronakrisen. De regler giver arbejdsgiverne hovedansvaret for, at arbejdet i hjemmet bliver udført på en forsvarlig måde. Og reglerne gælder fortsat, betoner næstformanden:
- Men den aktuelle situation, der forhåbentlig kun gælder i en kortere periode, har fra arbejdsmiljøinstansernes side affødt en ændret tilgang, hvor opfordringen nu er, at arbejdsgivere, ansatte og arbejdsmiljøorganisationer arbejder sammen om at finde gode midlertidige løsninger. Medarbejderne skal derfor selv sørge for at få den bedst mulige variation, få flest mulige pauser og sørge for at gøre øvelser, når det er muligt. Arbejdsgiveren skal til gengæld sørge for at tale med medarbejderne om generne ved hjemmearbejdet – og gøre noget for at mindske problemerne, siger Peter Raben.
Læs også: Spørgsmål og svar om coronavirus og din arbejdsplads
Betina Halbech råder medlemmerne til under alle omstændigheder – om man sidder ved den tjekkede arbejdsstation eller hænger over stuebordet – at få taget en mindre pause for hver times arbejde. Rejs dig op, og brug pausen til at tanke op med noget, der ikke har med arbejde at gøre. Og husk at gøre et par enkle øvelser for din kontor-krop.
Her er to typer pause:
Træningspausen: Enkle øvelser i nakke og skuldre i blot 60 sekunder får iltet blod til de anspændte muskler og fjerner affaldsstoffer. Når du gør det 1-2 gange i timen, kan du forbygge mange af de smerter og gener, der følger af fastlåste arbejdsstillinger ved skærmen.
Koncentrationspausen: Rejs dig fra stolen og træk dig mentalt tilbage fra den opgave, du er i gang med: Hvad skal du prioritere i den kommende time? Mærk efter i din krop og sæt gang i bevægelse og blodomløb dér, hvor du spænder og har ondt.