pause

Hvis man i løbet af en hjemmearbejdsdag skal forholde sig til mange mennesker pr telefon eller ved digitale møder, kan man restituere ved trække sig lidt væk derhjemme. Modelfoto: Mostphotos.   

I løbet af en normal dag på arbejdspladsen vil vi huske hinanden på, når det er tid til en kop kaffe eller til at gå til frokost. Det sker ikke på samme måde, når man er sendt på hjemmearbejde og kun har kontakt med kollegerne via digitale kanaler. Og er der ikke børn eller andre voksne i hjemmet til at aflede en, kommer man typisk til at arbejde mere koncentreret, end man ville gøre på arbejdspladsen.  

Læs også: Pas på dig selv og din krop på hjemmekontoret

Har man tilmed meget travlt, vil man typisk skrue ekstra op for intensiteten og arbejde længere og hårdere uden afbræk. De naturlige pauser, som vi får via fællesskabet, er således forsvundet, og det er i sidste ende uhensigtsmæssigt. Både for hjernen og for opgaveløsningen, pointerer HK Stats arbejdsmiljøkonsulent Betina Halbech.

- Mennesker er ikke skabt til at være i konstant aktivitet. For at kunne præsentere optimalt har vi brug for at skifte mellem aktivitet og hvile; at ’lade op’ til at klare opgaverne, siger hun.

Når vores hjerner er på overarbejde, og vi ikke holder pauser, kommer vi til at træffe kortsigtede og irrationelle beslutninger, forklarer hun:

- Udsættes hjernen for et bombardement af informationer, bliver dens kapacitet hurtigt opbrugt. Det slider og går ud over evnen til at præstere og levere kvalitet i opgaveløsningen.

Restitution kan ske på mange måder

Men hvad kan man så gøre for at forhindre, at arbejdet løber af med én og i sidste ende fører til et dårligere resultat? Man skal sørge for at restituere ind imellem. Restitution sker ikke kun, når vi sover, men kan foregå på mange måder, forklarer Betina Halbech.

- Vi holder også pause, når vi stopper op og gør noget andet eller sætter tempoet ned. Det er forskelligt, hvor mange, hvor lange og hvilken slags pauser vi har brug for, afhængig af hvad vi laver, og hvad vi arbejder med. Skal vi arbejde hurtigt eller anstrenge os meget, har vi måske brug for at slappe af eller lave noget mindre krævende ind imellem. Sidder vi meget stille, har vi brug for at bevæge os. Skal vi forholde os til mange mennesker i arbejdet, selvom vi arbejder hjemmefra, har vi måske brug for at være alene.

­- Det er vigtigt at huske, at pauser faktisk øger ens præstationsevne, siger arbejdsmiljøkonsulenten.

5 tips til pauser i hjemmearbejdsdagen

  • Strukturér arbejdsdagen med faste pauser, fx kaffepauser og spisepause
  • Bevæg dig, når du holder pause, hvis du sidder meget stille
  • Træk dig tilbage, hvis du telefonisk eller ved digitale møder har været i kontakt med mange mennesker og har brug for lidt tid alene
  • Skab variation ved at skifte mellem koncentrationskrævende opgaver og lettere opgaver
  • Tag et mentalt pusterum på fx 3 minutter hver time, hvor du lukker øjnene og trækker vejret dybt – sæt eventuelt en alarm

Podcastserie om pauser 

Bliv klogere på pauser og deres betydning for hjernen ved at lytte til BFA's podcastserie Restituhvafornoget