Ulla Arreborg arbejder hjemmefra, mens coronasmitten råder i Danmark. Foto: Mikkel Østergaard
En smittefare kom i vejen for det gode samarbejde og værdifulde kollegaskab mellem fem sekretærer på den statslige uddannelselsesinstitution UC Syd i Haderslev. Nu arbejder de hver for sig og er kun forbundet via Skype-møder.
Teknisk set har en af de fem sekretærer, Ulla Arreborg, ikke de store problemer med at arbejde hjemme under coronakrisen. Hun har det helt rette udstyr monteret i en velfungerende arbejdsstation i hjemmet. Så hun kan arbejde, som hun plejer rent fagligt.
Læs også: Pas på dig selv og din krop på hjemmekontoret
- Men jeg har helt klart fundet ud af, at kontakten til kollegerne mangler. Vi kan sparre via mails, telefoner og mødes på Skype, men jeg savner det fysiske møde. Jeg kan jo ikke på samme måde på afstand vende små og store faglige spørgsmål med kollegerne – og det er heller ikke længere muligt at finde den hurtige løsning ved en hurtig og præcis samtale, siger Ulla Arreborg.
Savner den lille uformelle snak
Normalt arbejder de fem sekretærer tæt sammen på kontoret på UC Syd i i Professionsskolernes Censorsekretariat, hvor de står for at finde de rette censorer til de mange prøver og eksamener på en række professionshøjskoler og universiteter. Nu er kvinderne spredt ud på fem hjemadresser.
- Man finder ud af, at en stor del af glæden ved arbejdet er forbundet med gode kolleger. Nu er den lille uformelle snak, som binder fællesskabet sammen, væk. Vi plejer om morgenen lige at give hinanden en kort briefing om, hvad der er sket siden sidst. Den mangler nu, siger Ulla.
Læs også: Sabine indretter arbejdsdagen efter børnenes behov
De hjemsendte sekretærer har fået klare retningslinjer for, hvordan de skal arbejde under coronakrisen. Så forventningerne er helt på plads, mener Ulla, som også har gode vilkår i hjemmet med eget rum og ingen forstyrrelser i hverdagen.
- Det forventes, at vi arbejder. Og det gør vi også, for der er mange deadlines at overholde, selv om Danmark er lukket ned, siger Ulla.
Gåturen foregår nu alene
HK’eren har tidligere i et andet job siddet alene på et kontor. Men hun måtte indse, at det ikke harmonerede med hendes idé om, hvad der skaber arbejdsglæde og daglig effektivitet. Så hun valgte at skifte job.
- På kontoret plejer vi hver dag at gå en 10 minutters tur sammen i frokostpausen. Den savner jeg meget nu. Det er de små private ting, der gør det værd at gå på arbejde. Så jeg går stadig den lille 10 minutters tur dagligt, selv om jeg nu er alene og går med den anbefalede afstand til andre mennesker, siger Ulla.
Læs også: Hjemmearbejde: Det værste er manglen på social kontakt
Hun har også på andre områder mærket, at nedlukningen af Danmark har haft negativ indvirkning på hendes liv. Blandt andet har hun tidligere brugt meget af sin fritid i foreninger, som nu er midlertidigt lukkede.
- Det er træls, at coronakrisen gør det nødvendigt fortsat at holde Danmark lukket. Rent arbejdsmæssigt er det blevet sværere at samarbejde til det fælles bedste – men vi gør mest muligt for at dække ind for hinanden rent kollegialt, siger Ulla Arreborg.