40-årige Rikke Hede Thomassen er ansat som konsulent for velfærdsteknologi i Sekretariatet Social, Sundhed & Omsorg og Beskæftigelse i Viborg Kommune, hvor hun er med til at indføre velfærdsteknologi.
Det handler blandt andet om VR-briller og musik-stole til behandling af angst, selvhjælps-apps til indkøb og robotter, der på forskellig vis kan hjælpe borgerne i dagligdagen.
Men måske skal hun snart løse opgaver i Hjemmeplejen.
Med i ressourcebank
Rikke har siden torsdag 12. marts arbejdet hjemme som følge af den Corona-pandemi, der har ramt Danmark.
Efter statsministerens udmelding onsdag 11. marts besluttede Viborg Kommune, at alle medarbejdere, der ikke havde en kritisk funktion, skulle arbejde hjemmefra.
Samtidig blev der oprettet en ressourcebank, hvor lederne kunne melde ind, hvilke medarbejder-kompetencer der var at trække på, og i Hjemmeplejen fik man øje på Rikke, der havde en pædagog-uddannelse bag sig.
I oplæring
Fredag 27. og mandag 30. marts var Rikke i oplæring i Hjemmeplejens Distrikt Nord, der dækker Møldrup, Skals og Vammen.
Hun var føl hos en social- og sundhedshjælper og en assistent-elev, hvis opgaver hun lærte at kende, så hun kan tage del i dem, hvis Corona-pandemien udvikler sig, og der opstår behov for ekstra arbejdskraft i Hjemmeplejen.
- Det har været rigtigt spændende. Det er tanken, at jeg kan være med til at guide ældre, der er utrygge ved selv at bade, hjælpe dem med at tage støttestrømper på og udlevere mad eller agere 2’er på opgaver, som en fastansat varetager, fortæller hun.
Søde borgere
- Jeg mødte nogle fantastisk rare og søde borgere derude, og jeg synes, at det giver rigtig god mening, at kommunen har oprettet en ressourcebank, siger Rikke.
Det er dog med en blandet følelse, at hun har været i oplæring i Hjemmeplejen.
- Jeg er glad for at kunne gøre gavn i disse Corona-tider. Men jeg håber egentlig ikke, at det ender med, at jeg skal ud i Hjemmeplejen, fordi det i så fald vil være på den sørgelige baggrund, at Corona-pandemien for alvor er brudt igennem i Danmark, tilføjer hun.
De 2 dages oplæring har hun foreløbig kunnet bruge i sit daglige arbejde som konsulent for velfærdsteknologi.
- Træningen har givet et værdifuldt indblik i borgernes hverdag, og jeg kan forhåbentlig bruge indblikket til at spotte behovet for endnu mere velfærdsteknologi, beretter Rikke.
Fælleserklæring
Af fælleserklæringen følger blandt andet:
HK MidtVest er sammen med de andre organisationer i fuld gang med at lave tilføjelser til Fællesaftalen ude i kommunerne. Er du i tvivl om, hvad der er aftalt på din arbejdsplads, så kontakt den lokale FTR/TR eller HK MidtVest på telefon 7011 4545 eller e-mail midtvest@hk.dk