Chef og tillidsmand på Ecco Print A/S i Hjørring - Jan Viberg Elleriis t.v. og Lynge Mikkelsen t.h. (Foto: Oliver Laursen, Ecco Print A/S)

Chef og tillidsrepræsentant på Ecco Print A/S i Hjørring - Jan Viberg Elleriis t.v. og Lynge Mikkelsen t.h. (Foto: Oliver Laursen, Ecco Print A/S)

 

Her er et eksempel på en nordjysk virksomhed, som billedlig talt kører i femte gear i den ene afdeling og kører på vågeblus i den anden.

 

Ecco Print A/S i Hjørring er en udpræget HK-arbejdsplads med en produktionsafdeling, som fremstiller etiketter og grafiske produkter, for eksempel print i storformat. Herudover er der en administration med funktionæransatte. De fleste er medlemmer af HK.

 

Lønkompensation benyttes

 

I administrationen og en del af produktionen er omkring 10 personer sendt hjem med løn. Virksomheden anvender regeringens hjælpepakke med lønkompensation. Først var kompensationen 75 % op til 23.000 kroner om måneden, fortæller ejer og tredje generation på virksomheden, Jan Viberg Elleriis.  Beløbet er siden hævet til en kompensation på 75% op til 30.000 kroner månedligt. 

 

Jan Viberg Elleriis betaler stadig differencen op til den fulde løn, uden at folk er på arbejde. Men det er han indstillet på.

 

En del af det tilbageværende personale varetager arbejdet hjemmefra, så virksomhedens drift kan fortsætte.

 

Etiketter i kilometermål

  

Coronakrisen har medført stor travlhed i produktionen hos Ecco Print.  Virksomheden har fået nye ordrer på etiketter til håndsprit-beholdere og producerer bogstavelig talt kilometervis af etiketter til håndsprit i disse dage. Desuden trykker Ecco Print etiketter til fødevareindustrien; også herfra er der stor efterspørgsel.

 

Virksomheden Ecco Print A/S på Læsøvej i Hjørring

Virksomheden Ecco Print A/S på Læsøvej i Hjørring

 

Travlheden i produktionen har medført en aftale mellem de ansatte og ledelsen om indførelse af toholdsskift. Det har aldrig eksisteret før i fabrikkens 83-årige historie, fortæller HK-tillidsrepræsentant Lynge Mikkelsen.

 

Toholdsskift og 4-dages uge

 


 

De ansatte på aftenholdet har givet afkald på genetillægget for at møde uden for normal arbejdstid; til gengæld arbejder de kun 30,5 timer fordelt på 4 dage ugentligt. Morgenholdet møder 6-14 og spritter alt af, inden aftenholdet kommer og overtager fra 14:10 – 21:45.

 

- At vi har relativt tidligt fri på aftenholdet betyder, at vi kan holde den normale døgnrytme, siger Lynge Mikkelsen, der ser dette som en stor fordel for medarbejderne.

 

Hvor længe kan det køre på den måde?

 

- Vi kan godt klare os igennem coronakrisen, siger Jan Viberg Elleriis, som ejer familievirksomheden i Hjørring.

 

- Men det er da mærkeligt at køre på arbejde i solskin og blå himmel, mens mørke skyer samler sig over Danmark tilføjer Jan Viberg Elleriis, når han kigger tilbage på en uge 13, der vejrmæssigt var flot, men arbejdsmæssigt altså helt usædvanlig.

 

- Vi savner hinanden i det daglige, men må ikke komme tæt på hinanden, derfor har jeg fjernet hver anden stol i frokoststuen, så de tilbageblevne medarbejdere ikke fristes til at sidde tæt, siger Jan Viberg Elleriis.