Hav styr på teknikken 

  • Download programmet, eller opret en bruger i det system, samtalen foregår i. Skype er meget udbredt, men der findes også andre programmer som fx Teams og Zoom. Når du har adgang til programmet, så øv dig i at bruge det, og prøv det gerne af med en, du kender.
  • Tjek din netforbindelse. Ustabilt WIFI kan få samtalen til at hakke. Sørg i stedet for fast forbindelse til dit netværk.
  • I nogle programmer kan du sløre baggrunden, så man ikke kan se ind i dit hjem – hvis det ikke er en mulighed, så sørg for at du sidder med en neutral baggrund.
  • Test lyden - brug så vidt muligt headset med mikrofon, så lyden går klart igennem. Har du ikke det, så sørg for ro omkring din PC og at du ikke sidder for langt væk fra computeren, da lyden kan forsvinde eller ”runge”. Undgå at dimse, taste, tegne eller andet der skramler, mens du er til jobsamtalen.

Hav styr på din fremtoning 

  • Klæd dig som til en almindelig jobsamtale. Under samtalen skal du huske at kigge direkte ind i kameraet, når du selv taler for at holde ”øjenkontakt”.
  • Sørg for, at der er godt lysindfald – undgå direkte sollys eller modlys.
  • Husk at smile – også selvom du koncentrerer dig om teknik og din præsentation.
  • Tal evt. en anelse langsommere end du er vant til og sørg for at holde lidt pauser i talestrømmen. Der kan være forsinkelser på lyden, og man kan let komme til at tale lidt i munden på hinanden, så giv plads til, at de kan stille dig spørgsmål, og at de kan besvare dine spørgsmål. 

Forbered dig grundigt 

  • Det er vigtigt, at du forbereder en præsentation af dig selv, og at du øver dig på den, så du virker sikker i dit budskab.
  • Forbered også nogle gode kvikke spørgsmål du kan stille arbejdsgiveren.
  • Find på spørgsmål du ikke kan finde svar på andre steder. Og tænk at spørgsmålene skal gøre dig klogere på stillingen, arbejdspladsen og hvordan du kan matche de behov, der er. 
  • Det kan være rart at skrive et par stikord ned til sin præsentation, men undgå at du kigger ned i dine noter under samtalen. Hvis det er nødvendigt for dig at have noter, så sørg for, at de er åbne i et dokument på skærmen side om side med dit mødeprogram. På den måde undgår du at miste øjenkontakt, og fremstår mere til stede – og hvem ved, det kan være, at du slet ikke får brug for stikord alligevel. 
 

Brug karrieretelefonen – den er også for dig

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.