Tegning: Allan Buch
Regeringen har gentagne gange rost butiksmedarbejderne til skyerne for den store indsats under coronakrisen. De butiksansatte har den seneste måned holdt forsyningslinjerne i hele Danmark åbne med stor fleksibilitet og med øget risiko for smitte af coronavirus.
Belønningen fra regeringen er nu, at de skal arbejde to ekstra dage i påsken, da regeringen på Salling Groups opfordring har valgt at dispensere lukkeloven i påsken.
- Det er tilsyneladende sådan under coronakrisen, at regeringen passer på arbejdsgiverne, arbejdsgiverne passer på kunderne, men VI vil gerne passe på medarbejderne, siger Per Tønnesen, formand i HK Handel.
Og HK Handel håber, at du som kunde har lyst til at være med til at passe på de hårdt arbejdende og udsatte butiksansatte ved følge følgende råd:
- Køb dagligvarer online, hvis du har mulighed for det
- Gå ud alene og handle
- Du skal handle lokalt, hvis du har mulighed for det
- Hold afstand til andre kunder og butikspersonale - både i butikken og ved kassen
- Er du syg, så bliv hjemme, og få en anden til at handle for dig
- Brug kontaktløs betaling
- Dagligvarebutikker har typisk åbent fra 07.00 til 22.00. Planlæg dine indkøb, så hele åbningstiden udnyttes
- Vis solidaritet med butikspersonalet, og undgå så vidt muligt at handle på de helligdagene
Læs mere her: Mettes blinde øje (eb.dk)
HK Handel mener: Absurd at sløjfe lukkeloven
- En udvidet åbningstid i påsken vil ikke kun belaste de ansatte yderligere, men vi må også forvente, at nogle vil bukke under for stress eller anden sygdom med det arbejdspres, de i forvejen har i øjeblikket med at holde gang i forsyningerne til hele Danmark, siger han og tilføjer:
- Vi finder det i øvrigt mærkværdigt, at man for at sprede smitterisikoen blandt kunder, forlænger perioden for smitterisiko for medarbejderne i detailhandlen, siger Per Tønnesen.
Også HK Handels formand i Nordjylland er rystet over tiltaget, der "er et hån mod de ganske få dage, de ansatte har til at være sammen med den familie, der er sendt hjem fra daginstitutioner, skole og arbejde.
- Godt nok udtaler Per Bank (direktør i Salling Group, red.), at det er for at undgå store mængder af kunder i butikkerne på samme tid, men jeg ser det som et upassende forsøg på at åbne de mange af hans egne butikker, som ellers skulle holde lukket. Jeg synes, det er useriøst at kæmpe om markedsandele i en tid, hvor alt burde handle om borgernes sundhed, sikkerhed og om samfundssind, siger Kate Ziegler, formand i HK Handel Nordjylland.