med maske

-Vi får god med, men jeg glæder mig til at spise noget andet en stegte ris, æg og banan. Den første dag hjemme skal jeg have en pizza, siger Bettina Jensen. Privatfoto.

Strandet i Peru: I 11 dage var Bettina Jensen og en lille gruppe danskere helt afskåret fra al kontakt med omverdenen. Da de kom ud, var verden lukket ned.

Bettina Jensen arbejder til daglig i Kompetencesekretariatet som administrativ sagsbehandler med Kompetencefonden og med intern administration. Derudover er hun tillidsrepræsentant for de HK-ansatte i sekretariatet. 

- Vi tog helt ud til verdens ende. Og nu er det virkelig svært at komme tilbage, konstaterer Bettina Jensen.

I 20 dage har hun siddet på et næsten tomt hotel i byen Iquitos.

Fredag fik 5 af gruppens medlemmer plads på et tysk fly, og nu håber de sidste på at komme med et særfly til Holland på onsdag.

Der er sket meget i verden, siden den lille gruppe danskere for 4 uger siden stævnede ud på små langbåde og sejlede dybt ind i Amazonas’ jungle. 

I Peru var hun på ferie og skulle selv på kursus med kulturforståelse og møde med lokale i regnskoven på skemaet. Byen Iquitos ligger på Amazonas siden af Andes-bjergene og er for en del turister indgangen til den peruvianske del af Amazonas. 

Det forløb endte med at blive efterfulgt af et intensivt ”kursus” i selvindsigt og gruppedynamik, når man er fanget på et hotel med stærkt begrænset udgang et lukket land. Ganske ufrivilligt. Kedeligt og til tider dybt frustrerende, men også lærerigt. 

HK Statbladet har talt med Bettina på en klar og tydelig telefonlinje. Derudover har vi modtaget dette rejsebrev: 

Rejsebrev fra regnskoven

Jeg har købt et kursus hernede, hvor vi har været 11 deltagere (og en dansk rejseleder, red.) ude og bo i junglen hos Borat-indianerne cirka 11 timers sejlads fra Iquitos (med færge og longboat). 

 

sejltur

Sejlturen på Amazonas fra Iquitos ud til junglelandsbyen tog 11 timer. Privatfoto.

 Vi fulgte med i livet i landsbyen, så deres hverdag, besøgte familierne og shamanen, og var i regnskoven for at se dem sætte fælder og se deres “marker”. 
 
Vi havde snakke om kultur, politik, kvinde- og mandesnak og så videre. Vi var også heldige at deltage i en af deres årlige fester, hvor flere landsbyer mødes for at fejre en bestemt frugt og dyrene, der lever af disse.  Festen blev holdt hos shamanen i nabobyen.

 

junglelandsby

Landsbyen i junglen, hvor Bettina og de andre kursister boede. Deres samfund er delt, med en politisk leder Darwin (som de boede hos) og en kulturel leder (sharmanen). Privatfoto.

I små grupper kom mændene dansende ind, udklædt med masker, og bærende på døde dyr, som de havde fanget i regnskoven. De repræsenterede de dyr, som spiste frugten. Mellem de rituelle danse var der kædedans, hvor vi selvfølgelig forsøgte at deltage efter bedste evne, hvilket også gav en følelse af sammenhørighed - ikke mindst, når de lokale grinede af os. 

 
landsby

Mallucaen er en form for kulturelt fælleshus tilknyttet sharmanen. Det er også der, de holder deres traditionelle fester. Privatfoto. 

Deltagerne hængte hængekøjer op i kanten af den runde Mallucaen, som er en slags kulturelt fælleshus . Det mindede lidt om en dansk fætter/kusine-fest afholdt i et varmt og efter nogen tid ildelugtende “fælleshus”, grundet den voksende bunke af døde dovendyr, aber, slager, frøer og fisk. En del af dyrene blev senere tilberedt og spist. 


Kom ud til et lukket land: Vi skal afsted nu
Vi boede langt væk fra civilisationen og var derfor helt uvidende om den udvikling, der var sket i verden. Dagen før, vi skulle forlade landsbyen, tog vores kursusleder ind til den nærmeste by med telefon og netforbindelse. 

Da han kom tilbage, var meldingen meget klar. Vi skal afsted nu.

 

Det var lykkedes ham at skaffe en motorbåd, som kunne sejle os helt til Iquitos. Vi pakkede i hast, og inden længe sad vi i en motorbåd i mørket, sejlende ad først en biflod og senere på selve Amazonas. Efter 12 timers sejlads landede vi i Iquitos klokken 7 torsdag morgen. 

Udgangsforbud skærpet 
Da vi forlod Iquitos ugen før, var her et virvar af tuktukker, larm og mennesker.
 

by før

Iquitos, da den tidligere myldrede med tuktukker og mennesker. Privatfoto.

Nu lå byen nærmest øde. Vi kom tilbage til en by/et land med undtagelsestilstand, udgangsforbud fra klokken 16 til 05 og lukkede butikker. 
 
by efter

Da gruppen kom tilbage, lå byen næsten øde. Privatfoto.

Udgangsforbuddet er efterfølgende skærpet. Kvinder må gå ud tirsdag, torsdag og fredag, og mænd mandag, onsdag og lørdag. Søndag er der totalt udgangsforbud. Man må kun færdes ude mellem 05 og 14.


Iquitos er den største by i verden, som kun kan nås via vand eller luft, hvilket også er årsagen til, at det er så svært at kommer herfra. Al kommerciel flyvning var indstillet, allerede inden vi nåede ind til byen. Men grundet dens isolerede placering er de virkelig bange for at få yderligere smitte hertil.

Iquitos – dag 18 på hotellet
Jeg sidder stadig i Iquitos, har lige påbegyndt dag 18 på hotellet (søndag den 5. april, red.). Dog fik jeg i går besked om, at vi kommer herfra på onsdag. 

Livet på hotellet er fredeligt, vi har nu været her så længe, at de ansatte er trygge ved os. Vi må gå ud og handle max 2 og 2, men sørger primært for at handle til hinanden. Så vi har mindst mulig udgang fra hotellet. Jeg har været ude 3 gange på de sidste 18 dage. 
 
hotel

Livet som indespærret på hotellet går langsomt. men det går. Privatfoto.

Opholdet kan vist bedst beskrives som en kombination af slow living (hvis det gik langsommere, gik det baglæns) og det vildeste kursus i personlig udvikling og forståelse tilsat teambuilding. Vi er mentalt trætte af alle de følelsesmæssige rucheture.

 

hotel

Hotellet har en lille gårdhave, hvor gruppen af strandede beboere kan være. Privatfoto.

Der har flere gange været mulige fly herude fra, som ikke er blevet til noget. Vi havde alle billet til det danske særfly hjem torsdag. Vi skulle være fløjet til Lima tirsdag, men om mandagen blev flyet aflyst - flytilladelsen var trukket tilbage. 


Der var 5, der forlod gruppen i lørdags, de fik plads på et fly til Frankfurt over Santiago. Vi har fået 6 pladser på flyet onsdag. Hvilket betyder, at der stadig er en, som ikke har et bekræftet fly hjem endnu. Det fylder meget for os mentalt. 
 

Dag 19: Usikkerhed om fly rumsterer

Mandag eftermiddag dansk tid fortæller Bettina over telefonen, at der fortsat er planer om, at de 7 danskere på hotellet kan få pladser på et hollandsk særfly. Først med et lille fly til militærlufthavnen i Perus hovedstad Lima, og derefter med en særflyvning til Amsterdam.

Selv om gruppen ikke ved, hvordan de skal komme hjem fra Holland, håber de bare at komme med denne gang.

- Lige nu er vi ligeglade med, hvor vi kommer hen, bare vi kommer til Europa. Vi vil være meget glade for ethvert skridt, hvor vi kan have fornemmelsen af at komme tættere på Danmark.

Gruppen har fået besked om, at ialt 16 personer skal med flyet. Og de må tilsammen højst veje 1.500 kilo med bagage. Det skrappe vægtkrav betyder, at alle i gruppen kan blive nødt til at skille sig af med en del af deres ejendele, når de kommer i lufthavnen. Eller i værste fald kan det betyde, at en af danskerne ikke kan komme med flyet, hvis flere af de andre passagerer vejer mere end gennemsnittet. Og den ubekendte faktor er svær. 

- Det fylder i hovedet, at vi ikke ved, om vi kan risikere at skulle efterlade en. Vi ved det ikke, men de siger fra ambassaden, at det formentlig nok skal gå.

Intet rejsebureau til at klare rejsen

Rejsen er privat og består med Bettinas ord af ’en flok af enkeltpersoner – som er taget det samme sted hen’. Deltagerne har selv booket deres forskellige billetter, og derfor er der heller ikke et rejsebureau, der arbejder for at få dem hjem.

Bettina koordinerer nu hjemrejsen med Udenrigsministeriet og taler med ’UM’ i Danmark i hvert fald en gang om dagen. Og nogle gange også med den særlige danske ’hjemrejse-udsending’ i Lima og med personalet på den danske ambassade i Chile.

- Det er en virkelig svær situation, og vi sidder et sted, som er virkeligt svært at komme væk fra. Når man har siddet i mange dage og mærket uvisheden, så føles det som lang tid. Men vi ved, at der er nogen, der arbejder rigtig meget for at få os ud. Vi føler, at UM gør alt, hvad de kan, for at få os hjem, siger Bettina.

Læs også: I forreste linje: Korpsånden bringer os igennem

Udenrigsministeriets særlige udsending hedder Torsten Kjølby Nielsen, Hen er sendt til Peru med det ene formål at hjælpe strandede danskere hjem. Da Danmark ikke selv har en ambassade i Peru, bor han på den svenske ambassade, hvor han opholder sig døgnet rundt, da der er udgangsforbud. Det lavede han i sidste uge en lille video om: 

Politiet holdt ekstra øje med danskerne

Da gruppen kom tilbage til Iquitos, lå byen lå øde hen. Selv på den korte march fra speedbådens leje ved floden over en lille plads til hotellet, vakte gruppen af fremmede opsigt.

- Vi har været i en surrealistisk boble. Vi havde ikke oplevet hele den progression i coronaforløbet, som resten af verden har fulgt med i. Da vi gik ind til det, var der ingen, som snakkede om corona. Man vidste, at det var der, men det fyldte ikke meget. Nu er der politi på gaden og udgangsforbud.

De første dage holdt politiet i Iquitos mere øje med gruppen på hotellet, men nu har de vænnet sig til danskernes tilstedeværelse.

- Der er smitte i byen, men kun få tilfælde. Vi forstår fuldt ud, at de er meget bekymrede, for Iquitos er en meget isoleret by, som formentlig vil have meget svært ved at håndtere sygdommen, hvis den bryder ud for alvor. På samme måde ved vi, at vi skal blive ved med at være raske, hvis vi skal få lov at flyve hjem. Vi skal undgå den mindste forkølelse, så vi slukker for aircondition om natten og passer godt på os selv.

Ekstra service på hotellet

- Familierne er selvfølgelig urolige derhjemme, men der er mad nok, og her er trygt, fortæller Bettina.

Hotellet deler den lille gruppe danskere med 2 tyskere, 2 schweizere og en kvinde fra den sydlige ende af Sydamerika.

Hotellet har en lille pool, en lille gårdhave og en reception, hvor de kan færdes. Normalt er der ingen restaurant, men hotellets personale laver ekstraordinært måltider til middag og aften. Dagene går langsomt. Men de går alligevel.

- Vi laver morgengymnastik. Læser bøger og nyheder fra Danmark. En løber op og ned ad trapperne. Vi holder vores måltider og taler i telefon med dem derhjemme. Vasker tøj i en balje. Det bliver et helt gøremål. Turen til købmanden en gang imellem. Vi prøver at få lidt humor ind og gøre grin med situationen. Vi joker med, at jægerkorpset burde komme og hente os, og at hotellet burde have sat kameraer op, så kunne de lave en langsom reality serie.

Ud over deres fælles oplevelser i junglen, kender nogle af deltagerne hinanden fra tidligere rejser, og det er en fordel nu.

- Vi snakker om, at vi får en ny forståelse for, hvordan vi reagerer selv og i grupper. Vi er alle sammen vant til at have en hverdag, hvor tid er en mangelvare. Og vi er vant til at kunne handle. Her har vi masser af tid, og det er som en personlighedsrejse,man ikke kunne have planlagt.

Alle har en coronahistorie

Nogle dage er lange, og man bliver brugt, men de er heldigvis en gruppe, som har kunnet finde ud af at agere i det, mener hun. Men nu håber alle i gruppen bare på, der ikke er flere skuffelser, og alt går godt med det hollandske fly.

- Jeg glæder mig sindsygt meget til at komme hjem. Til mine egne ting. Til bestemmelsesfrihed. Til en hverdag og mit arbejde. Det næste stykke tid tror jeg, at jeg skal på bilferie.

Hun ønsker dog heller ikke, at historien om, at hun er strandet, skal overskygge alle de gode oplevelser i junglen. Og alt i alt er det en ferie, som ingen kommer til at glemme, mener Bettina Jensen.

- Det er en situation, som man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne have forudset. Alle folk i verden kommer til at have en coronahistorie. Og det her det er så vores.

Opdateret: Hjemme igen

Planen holdt. Bettina og de andre danskere i junglen kom hjem. Gruppen kom som planlagt til Danmark via Amsterdam. Dog valgte en af de rejsende fra gruppen at tage i mod et tilbud om at flyve med et fransk fly i stedet en dag senere. På den måde undgik den lille gruppe danskere usikkerheden om, hvorvidt der ville være plads til dem alle på den lille 15-personers maskine, der fløj dem til militærlufthavnen i Lima, hvor det hollandske særfly til Amsterdam ventede.

- Jeg er så glad, det lykkedes!

Gruppens sidste medlem kom hjem nogle dage senere efter en længere rute via Lima, Paris, Frankfurt og Stockholm, hvorfra turen fortsatte mod Danmark med tog. Selv om der var drama undervejs, da de lokale myndigheder ikke mente, at én af danskerne stod på listen, kom alle danskere med flyet mod Europa Dermed kom de sidste danskere hjem fra Iquitos. Og det vakte glæde hos Udenrigsministeriets særlige udsending Torsten Kjølby Nielsen, der lagde denne video på sociale medier.

Bettina kom hjem langfredag efter en tur på 53 timer. Under normale forhold en meget lang rejse, men i lys af coronakrisen en næsten optimal rute.

Billetterne til turen hjem kostede Bettina mere, end returbilletten havde kostet, og hun ved endnu ikke, om rejseforsikringen dækker nogle af de ekstra omkostninger. Men det er heller ikke så vigtigt lige nu. 

- Vi var meget lettede, da vi landede i Amsterdam. Det gav en tryghed at komme til Europa, og nu er alle fra gruppen heldigvis hjemme. Og det er vi meget glade for, fortæller Bettina fra ”hjemmekontoret” på Nordvestsjælland. 

Efter et par dage med tøjvask, hjemmelavet pizza og bevægelsesfrihed begyndte Bettina tirsdag efter påske på sit arbejde i Kompetencesekretariatet, hvor hun igen er klar til at hjælpe de statsansatte med at udvikle deres kompetencer. 

 

Artiklen er opdateret 20. april 2020

Læs flere historier om statens HK'eres arbejdsliv under coronakrisen