Regeringen har dispenseret lukkeloven i påsken på Skærtorsdag og 1. Påskedag. Husk at din overenskomst dog stadig gælder. TEGNING: Allan Buch

I år er påsken på mange måder radikalt anderledes end den plejer. Coronakrisen har vendt op og ned på alt i Danmark, og det har haft stor betydning for især butiksansatte i frontlinjen og kontor- og lageransatte, der spiller en vigtig rolle i at holde forsyningslinjerne til Danmark åbne.  

Derudover har regeringen valgt at dispensere lukkeloven i to af påskens helligdage, hvilket kan betyde ekstra arbejde for nogle af jer. 

Din overenskomst gælder stadig

Selvom situationen er ekstraordinær, så er din overenskomst stadig gældende. Hvis du arbejder et sted, der lige pludseligt har åbent på grund af dispensationen af lukkeloven, så anbefaler HK Handel, at du fastholder dine fire ugers varsel i forhold til ændringer i arbejdsplanerne, så du ikke frivilligt accepterer ændringer i den allerede fastlagte arbejdsplan.

- Overenskomstens varselsregler giver dig overtidsbetaling, hvis varslet er kortere end 4 uger. Det er en rimelig betaling for at blive tilkaldt med kort varsel. Derfor synes vi, at du ikke skal give afkald på varslet, siger Stephan Agger, faglig chef i HK Handel.

Du skal stadig have noget ud af helligdagene -  OGså selvom du skal på arbejde

Din overenskomst sikrer dig også, at du som butiksansat skal have lige så meget ud af påskehelligdagene som alle andre - også hvis du skal arbejde. Derfor er der i overenskomsten særlige regler for helligdage. I påsken gælder det for helligdagene skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. Uanset om du skal arbejde i helligdagene, eller om din fridag falder på en helligdag, er der kompensation at hente. 

- Hvis ikke du holder fast i varslet skal du have forskudttidstillæg for arbejde på helligdage, det giver en god 50’er pr. time, siger Stephan Agger.


Læs mere om reduktionsreglerne her. 

Din arbejdsgiver skal passe på dig under coronakrisen

Efter statsminister Mette Frederiksens varsling af, at en forsigtig genåbning kan være på vej i Danmark, har HK Handel oplevet en stigning i medlemmer, der oplever, at der igen er rigtig mange kunder i butikkerne. Hvis der er for mange mennesker i butikken, og du føler dig utryg, så tag de sikkerhedsmæssige tiltag op med din chef. Det er ledelsens ansvar, at arbejdsforholdene er forsvarlige, og at reglerne fra myndighederne bliver overholdt. 

- For de fleste butikker er der fastsat en ny 'maksimalt antal personer', der må være til stede i butikken her under coronakrisen. Det er i hvert fald en god ting at holde fast i i dialogen med din chef. Det er naturligvis et ledelsesopgave at sørge for, at der ikke kommer flere mennesker ind end tilladt, så du kan jo også spørge til, hvordan man har tænkt sig at sikre dette, siger Stephan Agger. 

Har du brug for hjælp eller svar på spørgsmål?

Kontakt din lokale HK-afdeling på telefon +45 7011 4545