- Mange offentligt ansatte arbejder hjemmefra. Det skal I blive ved med, sagde statsministeren.
Det betyder, at I som tillidsrepræsentanter fortsat skal håndtere en situation, hvor store dele af den offentlige sektor er underlagt restriktioner, mens andre dele så småt er på vej til at genåbne.
Tak for en enestående indsats
I har som tillidsrepræsentanter medvirket til, at kommuner og regioner har kunnet håndtere den helt ekstraordinære situation i de forgangne uger. Og I bliver formentlig også involveret i, hvordan arbejdslivet efter en genåbning af jeres arbejdspladser kan komme til at se ud, når det nærmer sig.
Jeg vil gerne takke hver og en af jer for den store indsats. For jeres fleksibilitet, for jeres evne til at handle i en meget svær situation og for at være der for både medlemmer, ledelse og samfund. Det får vi også brug for i tiden, der kommer.
Den danske model når den er stærkest
Rigtig mange af jer har indgået lokale aftaler om, hvordan I på jeres arbejdspladser kan håndtere udfordringerne. Aftaler som ingen formentlig havde forestillet sig for bare en måned siden.
I har knoklet på for at medvirke til at holde samfundet kørende selv i denne svære situation. I har hjulpet medlemmer under særdeles vanskelige vilkår. Og nogle af jer har skullet håndtere kritiske funktioner blandt andet for lægesekretærerne på vores hospitaler.
Tusind tak fordi I er her endnu. Fordi I står på benene. Og tak for jeres positive indstilling til at få det hele til at køre. I er den danske model, når den er stærkest.
Overenskomster er fortsat gældende
Det har også været en tid, hvor vi centralt har indgået en række aftaler mellem organisationerne i Forhandlingsfællesskabet og KL og Danske Regioner. Aftaler som jeg heller ikke havde forestillet mig, vi nogensinde skulle indgå.
* En fælleserklæring åbnede for, at medarbejderne kan blive bedt om at træde til på områder uden for dem, man normalt varetager.
* En aftale lagde op til, at arbejdsgiverne kan bede de offentligt ansatte om at bruge op til fem dages afspadsering, ferie eller fleks her i forbindelse med påsken.
Jeg tror, at den danske model med fælles aftaler er en stor styrke. Aftalerne er med til at sikre, at offentligt ansatte bidrager til at holde hånden under Danmark samtidig med, at vores overenskomster stadig er gældende.
Seneste aftale om frivilligt udlån af medarbejdere
Senest har vi indgået en aftale om udlån af medarbejdere fra kommuner til regioner - eller omvendt. Det er frivilligt for de ansatte, om man vil lade sig udlåne, og fratrædelse kan ske med dags varsel. Aftalen forventes hovedsagelig at blive brugt ved behov for sundhedspersonale, og den vil formentlig ikke blive særlig relevant for ansatte på HK’s overenskomster.
Find aftalerne her:
- Aftale om afvikling af frihed i forbindelse med hjemsendelse pga. covid-19 situationen (Linket er udløbet pr 5/1 2022)
- Aftale om rammer for udlån af medarbejdere fra regioner til kommuner og omvendt til Covid-19 beredskab (Linket er udløbet pr 5/1 2022)
- Fælleserklæring - Coronavirus: Stor gensidig fleksibilitet, hurtighed og vilje til at finde smidige løsninger - centralt og lokalt (KL) (Linket er udløbet pr 26/1 2022)
- Tilpassede løsninger er nødvendige (Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet) (Udløbet)
Stolt over jeres engagement og ansvar
Jeg er umådelig stolt over at være formand for HK Kommunal med så mange engagerede og ansvarlige tillidsrepræsentanter. I er med til at sikre, at Danmark kommer bedst muligt ud på den anden side.Kæmpe stor respekt herfra og tak for jeres opbakning.
Rigtig god påske og de bedste hilsner til jer alle.
Lene Roed