Sundhedspersonale og andre faggrupper med tæt borgerkontakt, der medfører risiko for smitte, skal ikke bevise, at konkret smitte med corona er sket på jobbet. Det fremgår af en ny udmelding fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
- Hvis man er udsat for en risiko i sit arbejde, er det normalt tilstrækkeligt til, at man kan sandsynliggøre, at smitten er sket der. Sundhedspersonale skal således ikke påvise en konkret smittekilde. Det gælder læger, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, portører og rengøringspersonale. Det gælder også andre faggrupper, der har tæt borgerkontakt, der medfører risiko for smitte, hedder det i den nye udmelding.
De nye retningslinjer er kommet efter kritik fra en række fagforeninger blandt andet HK Kommunal, der fandt det urimeligt, at alle ansatte skulle pålægges en stor bevisbyrde i forbindelse med smitte.
De har lyttet og lempet
Formanden for HK Kommunal Lene Roed er umiddelbart meget tilfreds med den nye udmelding.
- Jeg kan konstatere, at de har lyttet til os og lempet bevisbyrden for de ansatte, der gennem tæt borgerkontakt er udsat for smitte. Det er rigtig positivt, ligesom det også er yderst rimeligt, siger Lene Roed.
I alle tilfælde er det en konkret vurdering, om sygdommen kan anerkendes som arbejdsskade.
Som tingene står i øjeblikket er der ingen, der med sikkerhed ved, om corona kan give varige skader hos de, der bliver ramt. HK Kommunal anbefaler derfor, at man som udgangspunkt for at være på den sikre side anmelder mulig arbejdsrelateret coronasmitte som arbejdsskade.
Hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er den myndighed, som træffer afgørelser efter arbejdsskadeloven, har man indtil nu modtaget 20 anmeldelser af forskellige sager relateret til corona. Det gælder smitte med sygdommen, men også sager om allergi som følge af brug af værnemidler. Men man vurderer, at antallet af sager kan vokse hurtigt.