Det kan godt være, at det meste lige nu handler om Corona. Men medlemmerne i HK Handel Sydjylland går bestemt stadig op i vilkårene for deres fremtidige arbejdsliv.

Det beviste de ved afstemningen om OK20, hvor hele 57,87% af de lokale medlemmer valgte at give deres mening til kende.

- Det er historiske tal, og jeg er simpelthen så imponeret og glad. Vi har slået vores hidtidige rekord i stemmetal med knap 15 procent, siger formand for HK Handel Sydjylland, Hanne K. Mathiasen.

Både sydjyderne og resten af landet har stemt for overenskomsten med et overvældende flertal.

- Det betyder meget, at resultatet er noget, de fleste kan se sig selv i. Den høje stemmeprocent vidner også om, at medlemmerne vægter deres løn og ansættelsesvilkår meget højt, og at overenskomsten betyder så meget for dem, at de har taget stilling til den. Det giver HK mere gennemslagskraft ved kommende forhandlinger, at vi har medlemmerne bag os på den måde, siger Hanne K. Mathiasen.

Hun og resten af teamet i HK Handel Sydjylland har arbejdet hårdt på at få stemmeprocenten op, og det samme har afdelingens mange seje tillidsrepræsentanter.

- Vores tillidsrepræsentanter har været meget aktive for at få deres kolleger til at stemme. Selvom forholdene har været anderledes på grund af coronasituationen, er de gået til opgaven med stort engagement. Vi har flere arbejdspladser, hvor alle medlemmer har stemt, fortæller Hanne K. Mathiasen.

I alt har 2224 ud af 3843 stemmeberettigede i Sydjylland stemt.