- Jeg arbejdede deltid i en butik, og en søndag aften kom der en kunde ind, som ville returnere nogle varer. Det viste sig, at hun snød mig og min ungarbejder for et stort beløb. Da vi opdagede det, forsøgte jeg at få fat i min chef, men efter flere forgæves forsøg, skrev vi en mail til chefen for butikken. Mandag morgen fik jeg så en SMS om, at ”det ikke så rigtig godt ud”, og der vidste jeg, at jeg måtte have HK indover. Dagen efter blev jeg kaldt til samtale senere på ugen uden tilbud om bisidder, som man ellers er berettiget til, fortæller Kira, der dog tog sin far med for ikke at sidde alene til samtalen:

    - Det viste sig da også, at bortvisningen og papirerne var gjort klar, og at samtalen var en ren ydmygelse. Det var generelt en dårlig arbejdsplads at være på, men så dårlig en behandling havde jeg alligevel ikke forventet. For vi kan jo alle komme til at begå fejl.

 

Det viste sig da også, at bortvisningen og papirerne var gjort klar, og at samtalen var en ren ydmygelse.

 

- Uanset hvor mange eller få timer du arbejder, så er det vigtigt at have nogen bag sig. For uden en fagforening står du helt alene i sådan en situation, som den jeg oplevede, siger Kira.

 

Vandt i Arbejdsretten

Da Kira kom ud fra samtalen brød hun sammen på parkeringspladsen foran butikken. Hun følte sig SÅ urimeligt behandlet, og ydmyget:

   - Jeg havde tidligere haft HK på banen i forbindelse med nogle andre ting, og stemningen var intens mellem arbejdsgiver og mig, men min sagsbehandler hos HK sagde også, at butikkens behandling af mig var meget uretfærdig. Derfor blev det til en sag, der førte til nogle forgæves forhandlinger, hvorfor sagen kom i Arbejdsretten. Her var konklusionen helt klar: Ansvaret lå hos arbejdsgiveren, hos butikskæden. Dommeren var medmenneskelig og syntes, jeg var troværdig, lyder det fra Kira, der af Arbejdsretten blev tilkendt løn for fire måneder og en godtgørelse for den ubehagelige episode, der fik store konsekvenser for hende. Hun blev sygemeldt i lang tid, fordi oplevelsen og forløbet havde givet hende et psykisk knæk, som det tog hende lang tid at komme sig over. Nu er hun på vej tilbage på arbejdsmarkedet, dog inden for social og sundhed, men er stadig mærket af hele forløbet:

   - Udover at jeg i lange perioder har været deprimeret og bekymret, så har episoden med opsigelsen også betydet, at jeg er meget mere skeptisk og har sværere ved at have tillid til andre.

 

Derfor siger jeg også til min lillebror og alle andre unge, at de skal melde sig ind i en fagforening. Ellers har de ikke nogen i ryggen, når chefen stejler, eller hvis de bliver urimeligt behandlet, som jeg blev det

 

Klar anbefaling fra Kira

Hvis Kira ikke havde været medlem af HK, ville hun have følt sig ret alene i en meget svær situation. Derfor kommer hun også med en klar anbefaling til andre unge:

    - Det er vigtigt at være medlem af en fagforening, og især en fagforening der har forstand på det område og fag, du har med at gøre. For så er det en fagforening, der har styr på de regler, der gælder på dit område. Uanset hvor mange eller få timer du arbejder, så er det vigtigt at have nogen bag sig. For uden en fagforening står du helt alene i sådan en situation, som den jeg oplevede, siger Kira:

    - Ingen havde hørt eller ført min sag, hvis jeg ikke havde haft HK, der var klar med en sagsbehandler og juridisk bistand, da jeg havde brug for det. Jeg skulle faktisk ikke engang have betalt omkostningerne, hvis jeg havde tabt sagen, fordi HK førte sagen for mig. Derfor siger jeg også til min lillebror og alle andre unge, at de skal melde sig ind i en fagforening. Ellers har de ikke nogen i ryggen, når chefen stejler, eller hvis de bliver urimeligt behandlet, som jeg blev det, siger hun:

    - Jeg er i dag medlem af FOA, fordi jeg er i gang med en uddannelse som SoSu-assistent, men mit hjerte ligger stadig i butik, og min tidligere arbejdsgiver skal ikke have lov til at skræmme mig væk fra butiksfaget. Oplevelsen har tværtimod givet mig blod på tanden til at vende tilbage engang og være en endnu bedre version af den chef, jeg har haft. Hvis jeg vender tilbage til faget, vil det være helt naturligt for mig igen at blive HK’er, fordi det er fagforeningen på området.

 

 

Du skal ikke finde dig i gentagen chikane, trusler, nedladende kommentarer hele tiden eller situationer, som den jeg blev udsat for. Så skal du sige fra eller lytte til din mavefornemmelse og finde noget andet.

 

Lyt til din mavefornemmelse

Når Kira kigger tilbage på hele forløbet siden den søndag aften for en håndfuld år siden, så oplever hun, at det ikke kun var fejlen den aften, der fik hende fyret fra butikskæden. Det var nok også det, at hun sagde fra, når hun og kollegerne blev dårlig behandlet:

    - Jeg var en stærk 21-årig dengang, som stod ved mine rettigheder, men jeg var stadig både ung og sårbar, og jeg oplevede i den her situation, at det blev et problem for mig, at jeg jævnligt sagde fra. Det vil jeg dog stadig anbefale alle at gøre, når de bliver dårligt behandlet på deres arbejdsplads, siger hun og tilføjer:

    - Hvis du vågner med ondt i maven over at skulle på arbejde, som jeg gjorde det sidste tid op til bortvisningen, så er det mit råd, at du skal finde noget andet. Du skal ikke finde dig i gentagen chikane, trusler, nedladende kommentarer hele tiden eller situationer, som den jeg blev udsat for. Så skal du sige fra eller lytte til din mavefornemmelse og finde noget andet, så det ikke ødelægger dig på den lange bane! Her kom opsigelsen mig blot i forkøbet.