Annegrethe

Jeg bor alene og ville blive bims, hvis jeg ikke kunne komme herind, siger Annegrethe Magnussen.

 

Klokken 8.15 sidder Gitte Geertsen klar ved telefonen til at svare på spørgsmål fra 3F A-kasses 65 lokalafdelinger, som hun plejer. Hun rådgiver og laver infoskrivelser om dagpengelovgivning, frister og rådighedsregler.

Hun ekspederer sager og rådfører sig med fagforeningens jurister. Så på overfladen virker alt normalt.

Men det er det langt fra. For det første fordi hun på nærmeste hold ser konsekvenserne af coronakrisen. Nemlig den store stigning i antallet af ledige. For det andet fordi hun skal løse alle opgaver hjemmefra, og alle møder og samtaler
med medlemmer og kolleger foregår via telefonen eller som videomøder.

- Cirka 25 % af alle dem, der er blevet ledige under coronakrisen er blevet meldt ledige hos 3F - det vil sige omkring 8.000. Fx er antallet af ledige taxachauffører steget fra 200 til 560. Så vores afdelinger har ekstra travlt, og dermed har vi også ekstra travlt her på a-kassens hovedkontor, forklarer Gitte Geertsen.

Vant til nye regler
Selv om a-kasserne skal forholde sig til ny lovgivning og nye problemstillinger i forhold til hjemsendelser, opsigelsesvarsler og hjælpepakker - oven i at flere ledige altså skal have udbetalt dagpenge til tiden - er Gitte Geertsen dog imponeret over, hvor nemt det går.

- Det hjælper os, at vi som a-kasse er så vant til, at der kommer ny lovgivning, at strukturen bare altid er på plads til at håndtere det. Vi har vores jurister til at
gennemlæse de nye regler, og så laver vi guides og omjusterer i vores vejledninger, så afdelingerne kan ændre arbejdsgange, siger hun.

Hun mener også, de digitale løsninger gør alting nemmere. Medlemmerne kan ringe til hovednummeret, som de plejer, og mærker ikke, om den medarbejder, der svarer, sidder hjemme, på hovedkontoret eller i en afdeling. Alle sagssystemer kører også digitalt og kan tilgås alle steder fra. Og møder kører nemt via Microsoft Teams.

- Men personligt savner man da sine kolleger. Det er noget andet at se dem digitalt end i virkeligheden. Og vi må hele tiden aftale indbyrdes, hvordan vi får tingene til at hænge sammen. Jeg har ikke hjemmeboende børn, så jeg kan være meget fleksibel - men vi tager hensyn til dem, der må arbejde hjemme med små børn eller har andre udfordringer, fortæller Gitte Geertsen.

Bøj og stræk er vigtigt
Hun er også blevet opmærksom på, at ryg, nakke og skuldre kan lide under det travle hjemmearbejde.

- Når man er på kontoret, rejser man sig jævnligt for at diskutere noget med en kollega, hente en kop kaffe eller nogle papirer fra printeren. Men når man sidder derhjemme, kan man sidde sammenkrummet over computeren eller telefonen i mange timer ad gangen, siger hun og fortsætter:

-Så det er vigtigt at få indlagt små pauser, hvor man lige rejser sig og får lavet strækøvelser. Og så er en gåtur efter arbejdstid en god måde at få luftet hovedet på, når man nu ikke transporterer sig frem og tilbage fra job, som man plejer.

Nogle møder stadig ind
I nogle af 3F A-kasses afdelinger er der dog medarbejdere, der frivilligt møder ind på kontoret. Det gælder blandt andet Annegrethe Magnussen, der hver dag hopper på cyklen og suser ind på kontoret i Nykøbing F, hvor 3F Guldborgsund har til huse. Hun låser sig ind og sætter sig på storrumskontoret som vanligt.

- Jeg sidder normalt sammen med tre andre, men de arbejder alle hjemme, så det er ikke noget problem at holde afstand, griner hun.

Der er enkelte kolleger på job på et par af de andre kontorer, men når de konfererer med hinanden, er det med mindst to meters afstand, og mødes de over frokosten i køkkenet, er der to stole imellem dem.

- Men jeg bor alene og har ikke børn. Så når alle mine fritidsaktiviteter er aflyst, ville jeg altså blive bims, hvis jeg ikke kunne komme herind, siger hun.

At der er enkelte på kontoret, har også været nødvendigt, fordi it-udfordrede medlemmer stadig får lov til at komme ind og låne afdelingens PC’ere og aflevere papirer.

- Men alle skal ringe og lave en aftale først, og det hele skal foregå på behørig afstand og med fuld afspritning. Så jeg synes, vi løser det fint ved stadig at tilbyde service - bare under restriktive forhold, siger Annegrethe Magnussen.

Flere ledige - og flere spørgsmål
Også hun må løbe ekstra stærkt i disse coronadage.

- Der er jo virkelig mange nye regler pludselig at forholde sig til, og alt skal foregå korrekt og til tiden, selv om vi pludselig stod med 60 ekstra ledige her i afdelingen. Det var en stigning på 30 %, fortæller hun.

Hver gang der har været et coronapressemøde i TV, kimer telefonerne også ekstra, fordi medlemmerne vil vide, hvad de nye regler betyder præcist for dem. Mange har også været utålmodige, fordi de forventer at kunne få en sats at vide, så snart de har udfyldt en ansøgning om dagpenge.

- Men folk spørger jo, fordi de står med regninger, der skal betales. Så vi forstår dem godt. Der er også dem, vi må give afslag, fordi de ikke har arbejdet timer nok og ikke er berettiget til dagpenge, og det er hårdt, når man kan mærke panikken i telefonen eller på mail, forklarer Annegrethe Magnussen.

Omskoling på is
Så hun gør alt, hun kan, for at vejlede dem om de andre muligheder, de kunne have. Så som kontanthjælp eller SU. Vejledning om kurser og uddannelser fylder til gengæld ingenting. Lige nu drejer alt sig om beregning og udbetaling. Og Annegrethe Magnussen frygter, det vil være sådan et stykke tid endnu.

For jo længere samfundet er lukket helt eller delvist ned, jo flere ledige vil de se fra især hotel- og restaurationsbranchen, transportområdet, forlystelsesparkerne og ansatte i grønne områder som fx parker og kirkegårde.

- Men jeg håber, fokus igen kommer til at ligge på omskoling, når vi kommer i gang igen. Det har skolerne hernede også brug for, når de lukkes op, siger hun.

Glæder sig til gensyn og kram
Personligt glæder Annegrethe Magnussen sig til igen at kunne gå til håndboldkampe som passioneret supporter, tage til koncerter og se vennerne.

- Det er ret mærkeligt, at alt det sociale står på pause. Vi ringer og Skyper og har også gået et par ture i skoven med afstand, men det er jo ikke det samme, siger hun.

Samme følelse sidder Gitte Geertsen med.
- Jeg savner at kunne se mine børn og børnebørn. Og så har jeg en far på 82, som vi har måttet lære at Facetime. Og når min svigermor fylder 80 i påsken, kommer vi til at stå udenfor hendes vindue og synge på afstand. Det er mærkeligt det hele, og man kan godt tænke over, om vi som samfund nogensinde kommer til at kramme og give hånd, som vi plejede at gøre, siger hun.

DET BETYDER CORONA FOR DIT ARBEJDSLIV

I HK Privats guide kan du løbende holde dig opdateret på dine rettigheder og pligter, i takt med at nye spørgsmål opstår, og initiativer fra regeringen bliver lanceret.Guiden bliver løbende opdateret med den nyeste information.