Et stille øjeblik for Mette Julie Theilsborg, der skal klare børnepasning og arbejde på samme tid. Foto: Lisbeth Holten
Havregrøden er langsomt blevet erstattet af hjemmebagte kridhvide boller uden næring, som nu er afløst af toastbrød med tandsmør og Nutella”, skriver hun i en mail til HK Privatbladets journalist. Man fornemmer sindstilstanden hjemme hos Mette Julie Theilsborg. Galgenhumor, kan det vist bedst beskrives som.
Vi er cirka tre uger inde i den nedlukning af Danmark, der fra 11. marts betød lukkede institutioner og arbejdspladser. Restriktioner, der sendte Mette Julie Theilsborg hjem fra arbejde med it-udstyr og papirer, men også hendes børn på 2,5 og 5 år til samme matrikel. Med krudt og behov. Da vi skal holde afstand, klarer vi interviewet om hendes hjemmearbejdsdage pr. telefon.
Mette, kan du beskrive en arbejdsdag hjemme hos dig lige nu?
”Moar!”, lyder det fra telefonforbindelsens bagtæppe.
”Hvor er du god, skat! ... Hvad skal du skrive?... Værsgo”.
Kan du overhovedet koncentrere dig om dette interview, tror du?
- Ja-ja, det kan jeg sagtens, svarer hun med et par ugers erfaring bag sig.
Hun begynder at remse forløbet for en typisk dag op. Men det vender vi tilbage til. Mette Julie Theilsborgs mand er ikke sendt hjem fra sit arbejde som glarmester. Han tager en fridag i ny og næ, og mormor og farmor har også været tilkaldt som aflastning. Men på de fleste dage har hun været alene med sønnerne samtidig med sit hjemmearbejde som tillidsrepræsentant og hr-medarbejder hos 3F – Fagligt Fælles Forbund i København.
Har fundet mute-knappen
Der bliver talt højt med børnestemmer og kastet med eller tabt ting under hele samtalen med Mette Julie Theilsborg. Det lyder faktisk, som om hun er på en arbejdsplads. Hvis arbejdspladsen altså var en daginstitution. Ved siden af en byggeplads.
Hun fortæller, at hjemmearbejdsdagen starter med et morgenbrief via video med chefer og kolleger, der også alle sidder hjemme. Et møde, der typisk efterfølges af et andet videomøde med de nære kollegaer fra hr. Under videomøderne er børnene i stuen sammen med deres mor, som har indrettet kontor i et hjørne. Der er bulder og brag i baggrunden blandet med lyse stemmer, der dog lyder til at have glæde af hinanden.
Kan du det? Holde videomøder?
Jeg har fundet mute-knappen på computeren, konstaterer hun med ironi i stemmen. Hun forklarer nærmere: - Jeg slukker mikrofonen på computeren under møderne og siger kun noget, når det er allerhøjst nødvendigt. For det meste er jeg bare med på en lytter. Hvis de andre til mødet skal kunne høre noget, er det nødvendigt.
Hun nævner desuden film på tv og FaceTime med far, mens han er på job, som hjælpemidler, hun har tyet til for at få klaret videomøderne nogenlunde.
Blerøv og måltider
Videomøderne indeholder en runde, hvor hver mødedeltager giver status på deres projekter.
Hvordan føles det hver morgen at skulle give status over, hvad du har lavet siden i går?
Der bliver svaret med børnestemmer i baggrunden: - Min chef har en lille søn, som hun er alene med. Så hun er relativt forstående, heldigvis. Virkeligheden hos mig er, at jeg har en liste på 10-12 punkter, jeg skal nå. Det ville jeg normalt have nået på to dage med fuld koncentration. Men nu har jeg haft de punkter stående siden torsdag i sidste uge, og jeg har stadig fem tilbage.
Hvad gør det ved dig?
- Jeg bliver lidt magtesløs. Men det er svært at tænke store, dybe tanker, når børnene griner og leger og også skal have noget at spise, og man også lige skal tørre en blerøv. Børn på den alder spiser stjernemange gange i løbet af en dag. Et kvarter-tyve minutter får jeg til mit arbejde ad gangen, fortæller hun.
Man skulle måske tro, at Mette Julie Theilsborg allerede havde beskrevet dagens spidsbelastning. Men de kommer først nu. Før, under og efter frokost.
- Når vi når formiddagen, spidser alting for alvor til. Det skal gå hurtigt, når først børn bliver frokostsultne. På samme tidspunkt skal jeg have den lille ud at sove en times tid frem til klokken 13, mens jeg håber, at den store kan paralyseres af en film. Frem til klokken 14 er der også ret heftig aktivitet på arbejdsfronten. Så ved 14-tiden er min kapacitet fuldt udnyttet. Der kan jeg så nogle dage være heldig, at Morten kommer lidt tidligere hjem, siger hun, men kalder det som at ”tisse i bukserne”, for så skal han tidligere afsted eller kommer senere hjem en anden dag.
Ren overlevelse
Af nød har hun aftalt med manden, Morten, at hun får en time for sig selv hver eftermiddag. En time til at reflektere over arbejdsopgaver og til at gå i bad alene uden børn om benene.
- Den time er så fed. Og når vi så har spist aftensmad, og far har puttet ungerne, så er der pause igen. Men min arbejdsdag er klart blevet længere herhjemme, for tanker og noter, jeg normalt har tid til at skrive ned på jobbet, har jeg nu flyttet hen til sen eftermiddag og aften. Det er svært at slippe tankerne om arbejdet, når man ikke har nået det, man gerne ville.
Hvis nedlukningen af arbejdspladser og daginstitutioner fortsætter længe endnu, kan du så finde en model, der fungerer bedre derhjemme?
- Nej, det er ikke realistisk. Da det hele lukkede ned, tænkte jeg: Okay nu tager vi 14 dage med skruen i vandet, og så må der reddes, hvad der reddes kan. Nu tænker jeg, at hvis der går meget længere, så SKAL vi finde en konstruktiv hverdag i det her. Men det har jeg ikke kapacitet til at fremtrylle. Det er ren overlevelse.
Fedt at være sammen
14 dage efter den første telefonsamtale med Mette Julie Theilborg står hun på tærsklen til at sende sine to små børn i de daginstitutioner, som statsministeren har åbnet igen efter fem ugers nedlukning. Hun og hendes mand har talt om, hvorvidt de skal holde børnene hjemme så længe som muligt for ikke at udsætte dem og særligt udsatte i familien for smitterisiko.
Men de har valgt at lytte til myndighedernes anvisninger, og sender deres børn tilbage til en almindelig hverdag, dog på lidt nedsat institutionstid. Selv venter Mette Julie Theilsborg på melding fra sit arbejde om en tilbagevendingsplan. Hun er ikke i tvivl om, at ledelsen lige nu prøver at finde løsninger, så hun og kollegerne kan vende tilbage på forsvarlig vis. Som tillidsrepræsentant går hun dog også selv med tanker om, hvordan det skal foregå, for hun vil i kraft af sin tillidspost være en del af det praktiske og vurderingen af, hvad der kan lade sige gøre i forhold til overenskomsten.
Indtil da arbejder hun stadig hjemme. Dog i mere fred og ro og med tændt mikrofon under videomøderne.
- Det har godt nok været noget af en prøvelse. Og hverken ungerne eller jeg syntes, det var sjovt længere. Jeg var lynhurtig til at forberede kreative dagsprojekter. Men pludselig var det ikke en dårlig ide med chips klokken 10 om formiddagen, lyder det med et smil.
Hvad har været det værste ved hjemmearbejde?
- Jeg savner mine kolleger stjernemeget. Som tillidsrepræsentant har jeg så mange, der kommer ind på mit kontor. Men også det der med at bevæge sig rundt i huset og lige stoppe for en kop kaffe og se folk i øjnene. Det, synes jeg, er svært at undvære.
Og det bedste?
- Jeg har kunnet høre på den lille, at han snakker. At hans ordforråd er blevet væsentligt udviklet. Det fede i, at vi har været sammen. Lige nu bruger jeg ikke 2-3 timer på offentlig transport, og det giver den ekstra tid til vasketøj, madlavning eller gå i haven med ungerne. Når jeg er på arbejdspladsen, kan jeg slet ikke gøre de ting på samme måde.