HK Nordjylland åbner igen for medlemmer 11. maj på hovedkontoret i Aalborg

HK Nordjyllands kontorer på Gartnervej 30 i Aalborg SV og de fire lokalkontorer har været lukket for fysisk fremmøde siden den anden uge i marts måned.

 

Men med den gradvise åbning af Danmark bliver det igen muligt med fysiske besøg på Gartnervej i Aalborg. Åbningen af lokalkontorerne i Thisted, Hjørring, Frederikshavn og Hobro er der endnu ikke sat dato på.

 

Fra mandag d. 11. maj kan HK-medlemmer igen komme til individuelle møder og samtaler på Gartnervej. Åbningstiderne bliver som normalt og kan ses på forsiden af hjemmesiden.

 

Åbningen kommer til at foregå på denne måde: Medlemmerne skal i denne uge hjemmefra ringe til HK Nordjylland og ”bestille tid” til en samtale. Der kan også reserveres tid til et Skype-møde med en HK-medarbejder.

 

Numrene varierer alt efter medlemmets ærinde.

 

Numre til tidsbestilling

 

Faglig afdeling – Privat: 3364 1301

Faglig afdeling – Handel: 3364 1301

Faglig afdeling – Stat: 3364 1309

Faglig afdeling – Kommunal: 3364 1309

Job & Vejledning: 3364 1303

JobBørs: 3364 2309

Medlemsservice: 3364 1300

I uge 20 (fra 11. maj til 15. maj), den første ”genåbningsuge”, vil hoveddøren fortsat være låst; men på døren vil sidde et skilt med telefonnummeret på receptionen. Medlemmet ringer op til receptionen og bliver derefter hentet og henvist til et mødelokale eller samtalerum.

 

- Som vi alle efterhånden har vænnet os til overalt i samfundet, vil medlemmer blive bedt om at afspritte hænderne før og efter mødet; derfor er der opsat en ekstra spritdispenser ved HK’s fordør. Medlemmet har dermed også mulighed for igen at afspritte hænderne, når han eller hun forlader bygningen. Det kommer til at fungere på fuldstændig samme vis, som når vi handler i butikkerne, siger kontorchef Jørgen Andersen, HK Nordjylland.

 

Ekstra rengøring af mødelokaler/samtalerum efter hvert møde skal sikre, at det er trygt og forsvarligt for medlemmerne at komme i HK Nordjylland.

 

HK Nordjyllands hovedkontor på Gartnervej 30 i Aalborg SV

HK Nordjyllands hovedkontor på Gartnervej 30 i Aalborg SV

 

 

Hvis medlemmerne skal benytte toilettet i forbindelse med møderne, vil der blive skiltning til de toiletter i stueetagen, som skal anvendes.

 

Fra uge 21, 18. maj og fremefter, vil fordøren til huset igen være ulåst i HK Nordjyllands åbningstid. Det vil dog fortsat være sådan, at alle møder skal afholdes i de dertil indrettede lokaler og ikke på de enkelte HK-medarbejderes kontorer. Både medlemmer og andre gæster vil fortsat blive bedt om at afspritte hænderne ved ankomst til huset.

 

- Sådan tror vi på, at vi kan gennemføre en fornuftig genåbning og en langsom tilbagevenden til nogenlunde normale forhold, siger kontorchef Jørgen Andersen, HK Nordjylland.