Grundlovsdag 2020

Illustration: Tone Thoresen/Koalitionen.dk 

For rigtig mange er grundlovsdag en ganske almindelig arbejdsdag, men som ansat på en af HK Handels overenskomster har du særlige rettigheder den dag. 

Her kan du se, hvad der gælder for kontor-, lager- og butiksansatte på overenskomster med Dansk Erhverv Arbejdsgiver, DIO II, COOP, SBL og BA. Du kan desuden se, hvad der gælder, hvis du arbejder et sted med en anden overenskomst, uden overenskomst eller er fleksjobber. 

FIND DIN OVERENSKOMST HER

     Butiksoverenskomsten med Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Du skal have din normale løn, og du skal reduceres i arbejdstid i forhold til din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på et andet tidspunkt i ugen eller arbejdsplanperioden.

• Arbejder du over 10 timer, reduceres du med 3,5 timer.
• Arbejder du over 20 timer, reduceres du med 4,5 timer.
• Arbejder du over 25 timer, reduceres du med 5,5 timer.
• Arbejder du over 30 timer, reduceres du med 7,0 timer.
• Arbejder du 37 timer, reduceres du med 7,5 timer.

Du har mulighed for at udskyde reduktionstimer til en senere periode. Se mere nederst i menuen.

Er du mellemleder, så har du ret til fri med løn. Skal du på arbejde, og er du ikke ansat på funktionsløn, får du overarbejdsbetaling.

Butiksoverenskomsten med DIO II     

Fuldtidsansatte – hvis butikken holder åbent:
Din arbejdstid skal reduceres med det antal timer, du har arbejdet.
Hvis du har fri, har du ret til 7,5 timers frihed på et andet tidspunkt i ugen eller perioden.

Fuldtidsansatte – hvis butikken holder lukket:
Din arbejdstid skal reduceres med det antal timer, du skulle have arbejdet.
Hvis du har fri, har du ret til en fridag på et andet tidspunkt i ugen eller perioden.

Deltidsansatte – hvis butikken holder åbent:
Din arbejdstid skal reduceres med det antal timer, du har arbejdet.
Hvis du har fri, har du ret til anden frihed i ugen eller perioden svarende til din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid divideret med 10.

Deltidsansatte – hvis butikken holder lukket:
Din arbejdstid skal reduceres med det antal timer, du skulle have arbejdet.
Hvis du har fri, har du ret til anden frihed i ugen eller perioden svarende til din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid divideret med 10.

Du har mulighed for at udskyde reduktionstimer til en senere periode. Se mere nederst i menuen.

COOP Butik, mellemledere, BA og SFU     

Er du ansat med mere end 10 plantimer, bliver du reduceret i arbejdstiden for grundlovsdag. Du bliver kompenseret med 1/5 af dine plantimer (timer på din kontrakt) for hver dag, der skal reduceres for. Det betyder for grundlovsdag i juni 2019, at din reduktion, hvis du er ansat på 37 plantimer, er 7 timer og 24 minutter.

Du har mulighed for at udskyde reduktionstimer til en senere periode. Se mere nederst i menuen.    

Er du ansat på mellemlederoverenskomsten: Der udfærdiges (på samme måde som for medarbejdere under HK Handels butiksoverenskomst) en arbejdsplan, der også tager højde for kompensation i arbejdstiden i forhold til grundlovsdag.

Kontor- eller lageransat (Dansk Erhverv Arbejdsgiver og DIO II)     

Arbejder du på en arbejdsplads, der har overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller DIO II, har du fri med løn grundlovsdag. Skal du alligevel arbejde, skal du betales som for overarbejde.  

Fleksjobber eller under anden overenskomst     

Arbejder du som fleksjobber eller under en anden overenskomst, gælder der særlige regler, der kan være forskellige afhængigt af bl.a., hvor og hvornår du er ansat.
Kontakt din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen eller din lokale HK-afdeling (tlf.: 7011 4545) for at høre, hvad der gælder for dig.
Du også logge på
MitHK for at se, hvilken overenskomst du er ansat under, og hvad der gælder for dig.

Ansat uden overenskomst     

Arbejder du et sted uden overenskomst, kan du kontakte din lokale HK-afdeling (tlf.: 7011 4545), hvis du har spørgsmål om din arbejdstid. HK-afdelingen kan også hjælpe dig, hvis du vil høre mere om, hvordan I får overenskomst på din arbejdsplads. Er du i tvivl, kan du se en liste over alle HK Handels overenskomster.  

Butiksoverenskomsterne: Mulighed for at udskyde reduktionstimer     

Passer det dig bedre at holde fri i en anden arbejdsplanperiode? Du kan udskyde dine reduktionstimer, hvis du og din arbejdsgiver kan blive enige om en aftale. Aftalen kan være både på dit eller din arbejdsgivers initiativ, med mindre du arbejder på overenskomsterne med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller DIO II – så kan aftalen nemlig kun indgås på dit initiativ.

Dette skal være opfyldt, for at du kan indgå en aftale:

• Du skal have været ansat i mindst tre måneder.
• Aftalen skal være skriftlig og skal indgås for hver planperiode, hvor der er reduktionstimer, der skal udskydes.
• Det skal fremgå, hvornår de udskudte reduktionstimer skal afholdes, og der skal tages hensyn til dine ønsker for, hvornår de skal afvikles.
• Reduktionen skal ske i hele dage, medmindre du ønsker andet, og din arbejdsgiver accepterer det. Hvis du fratræder, før du når at afvikle udskudte reduktionstimer, er der indgået aftaler om, hvordan de skal udbetales. Hos din lokale HK-afdeling kan du få en kopi af den aftale, der gælder for dig.

Har du spørgsmål, kan du tage fat i din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen eller ringe til din lokale HK-afdeling på tlf.: 7011 4545.