Kirsten Estrup Madsen: - Det er ikke for sjov, at HK Privat har meldt en række tandlægeklinikker til Arbejdstilsynet

Kirsten Estrup Madsen, formand for HK Privat Nordjylland: - Det er ikke for sjov, at HK Privat har meldt en række tandlægeklinikker til Arbejdstilsynet

 

Tandlægeforeningen har et problem. Under coronakrisen har nogle tandlægeklinikker ikke haft sikkerheden i orden. Tandklinikassistenterne, som er medlemmer af HK Privat, har fortalt om genbrug af mundbind efter vask og tørring. De har også fortalt om vask af engangskitler på nogle klinikker plus en række andre brud på sikkerheden. Disse brud er klinikejernes ansvar, og HK Privat har derfor meldt foreløbig 19 klinikejere til Arbejdstilsynet.

 

Men angreb er som bekendt en måde at forsvare sig på, og derfor beskylder Martin Bagger, formand for Tandlægeforeningen i Region Nord, HK Privat for at ”skabe ubegrundet frygt” (Nordjyske, 7. maj 2020)

 

Tandlægeforeningen kan dog ikke snakke udenom. De nævnte sikkerhedsbrud er desværre veldokumenterede og vil nu blive undersøgt af uafhængige myndigheder.

 

Jeg forstår på ingen måde Tandlægeforeningens modstand mod at få ryddet op i disse forhold. Det er vel i alles interesse?

 

De fleste klinikker har sikkerheden i orden

 

Det skal tilføjes, at der er masser af tandklinikker, der har sikkerheden i orden. Her kan tandklinikassistenterne gå trygt på arbejde, og patienterne kan føle sig trygge i behandlingen. Men de klinikker, der ikke har tingene i orden, og som vi får kendskab til, er blevet og bliver også fremover anmeldt til Arbejdstilsynet. Det gør HK Privat naturligvis ikke for sjov – det er ramme alvor.

 

Samtidig med coronakrisen har HK Privat ganske rigtigt en tvist med Tandlægeforeningen, fordi et massivt flertal blandt tandlægerne stemte nej til at godkende overenskomsten.

 

Men lad os nu være enige om at skille tingene ad.

 

HK ønsker en overenskomst med fremgang, også for tandklinikassistenterne

HK ønsker en overenskomst med fremgang, også for tandklinikassistenterne

 

 

HK Privat kæmper stadig for at forhandle en ny overenskomstaftale på plads, som leverer de samme naturlige forbedringer i blandt andet løn, som landets øvrige privatansatte har fået. Tandklinikassistenterne er i forvejen en gruppe ansatte, der ikke er højtlønnede. De blev med deres arbejdsgiveres ”nej” afskåret fra at få de samme forbedringer som resten af det private arbejdsmarked. De må nu se langt efter en blot beskeden lønstigning på denne måneds lønseddel.

 

Lad mig slå fast, at HK’s kritik af sikkerheden på nogle klinikker ikke skal opfattes som en slags ”hævn” for tandlægernes nej til overenskomsten. Om vores medlemmer så havde verdens mest guldrandede overenskomst, ville HK alligevel aldrig gå på kompromis med deres sikkerhed. HK Privat er nødt til at tage stilling til problemerne, efterhånden som de opstår. Jeg tager derfor kraftigt afstand fra den sammenblanding af tingene, som Martin Bagger, formand for de nordjyske tandlæger, kommer med.