Helle Colding Seiersen, tillidsrepræsentant på Aarhus Universitet, har arbejdet fra sin kolonihave gennem 2 måneder. - Det er altså dødssygt at sidde her i et miskmask af arbejde, hjem og fritid, siger hun. Privatfoto
Den ene HK’er blev fanget mellem to jobs og måtte vinke farvel til kollegerne i et virtuelt kaffemøde, mens hun trods to måneder i det nye job endnu ikke har mødt sine nye kolleger. Den anden har været lukket ned med hjemmearbejde i en kolonihave og ser efterhånden et besøg inde i byen som en voldsom udfordring.
Den tredje føler sig lidt glemt i den helt fortjente lovprisning af det sundhedsfaglige personale i Danmark. Hun er bekymret for, om vi glemmer hinanden og kommer til at bombe universitetsverdenen og de studerende i sænk. Fælles for de tre hjemmearbejdende HK’ere er følelsen af utryghed og ensomhed under coronanedlukningen af de statslige arbejdspladser.
Læs også: Sådan strammer du hjemmearbejdet op
Denne skepsis over for tvunget hjemmearbejde i en lang periode deles af størstedelen af de danske arbejdstagere. En ny undersøgelse, som A4 Arbejdsmiljø har fået gennemført, viser, at næsten 75 procent af de hjemmearbejdende danskere ikke vil bede om mere hjemmearbejde, når de vender tilbage på arbejdspladsen.
Har kun mødt kolleger på en skærm
- Jeg ser virkelig frem til en åbning af vores normale arbejdssteder. Hjemmearbejde har ellers for mig altid stået for fordybelse og koncentration om en opgave. Men efter vi er blevet tvunget hjem, har jeg været presset både psykisk og fysisk af situationen, siger Gitte Lykkebo Petersen, som er administrativ projektmedarbejder på Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster, CELF.
Hendes situation har været ekstra speciel, da hun i et jobskifte lige efter coronanedlukningen måtte sige farvel til kollegerne ved et virtuelt kaffemøde, mens hun nu efter to måneders ansættelse på CELF kun har mødt de nye kolleger på en skærm under teammøder på Zoom.
Læs også: Hjemmearbejde: Det værste er manglen på social kontakt
- Jeg kender dem jo ikke, så jeg byder nok ikke ind på samme måde virtuelt som på normale møder. Jeg har heller ikke kunnet få overleveret opgaver og kan ikke sparre med de andre, så det er ubehageligt, når man ikke kan løse en opgave så godt, som man gerne vil. Men de nye kolleger gør alt for, at jeg skal føle mig som en del af arbejdspladsen. Så jeg glæder mig voldsomt meget til på et tidspunkt at tage den en time lange tur fra mit hjem til arbejdspladsen i Nykøbing Falster, siger Gitte Lykkebo Petersen.
Gitte Lykkebo Petersen glæder sig til at møde de nye kolleger, hun fik for to måneder siden i CELF, men som hun endnu ikke har mødt andre steder end ved virtuelle møder. Privatfoto
Havestolen er kommet i brug
Helle Colding Seiersen er international koordinator ved Aarhus Universitet og HK’ernes tillidsrepræsentant. Men i øjeblikket er hun sendt hjem i sit kolonihavehus, hvor hun har boet og arbejdet fra de seneste to måneder.
- Da jeg skulle til læge inde i byen forleden, gik det op for mig, hvilken stor udfordring det pludselig var blevet for mig. Jeg havde ikke været inde i Aarhus siden begyndelsen af marts, lever alene i kolonihaven, hvor jeg kun taler med nogle få mennesker over hækken, og begrænser mig til at handle det samme sted hver 3. dag. Det bliver voldsomt at starte på arbejdspladsen igen på et tidspunkt, men det er altså dødssygt at sidde her i et miskmask af arbejde, hjem og fritid, siger Helle Colding Seiersen.
Læs også: Domstolene åbner med fokus på coronasikkerhed
Hun har talt med flere medlemmer af HK, der under hjemsendelsen har arbejdet alt for meget og har følt sig ensomme. Derudover har mange fået ondt i skelet og muskler af de dårlige arbejdsstillinger i hjemmet. Selv har tillidsrepræsentanten netop udskiftet spisebordsstolen med en havestol, men det har ikke hjulpet på smerterne i hoften.
- Det bliver dejligt at komme tilbage. Som en udadvendt person er denne lukkede situation ikke befordrende for humøret. Det kan da godt være, at vi fremover kan erstatte nogle korte fysiske møder over lange afstande med onlinemøder. Men jeg ønsker mig aldrig mere lønforhandlingsmøder på Skype. Det fungerede midt i en krise, men er ikke noget, jeg vil anbefale under normale omstændigheder, siger Helle Colding Seiersen.
Bekymret for de studerendes fremtid
Marianne Hjorthede Arbirk er heller ikke den store fan af lange virtuelle møder. Studiesekretæren på DTU Vindenergi mangler at kunne tyde udtryk via kropssprog og spontanitet under onlinemøderne. Hun kan dog forvente at skulle bruge den digitale mødeform et stykke tid endnu, da der ikke er udsigt til, at hun og kollegerne kan vende tilbage til arbejdspladsen før i genåbningens fase 4.
- Jeg har tidligere altid forbundet hjemmearbejde med fred til at koncentrere sig om opgaven. Men efter to måneder hjemme - og med måske fire måneder yderligere i horisonten – så må jeg sige, at jeg ikke står forrest, hvis vi bliver bedt om at arbejde hjemme efter coronakrisen. Når jeg er i samme omgivelser konstant, flyder dagene sammen, og det bliver hårdt psykisk og fysisk. Man bliver idiot af at være hjemme så lang tid uafbrudt. Og jeg føler mig lidt glemt i den fuldt fortjente lovprisning af sundhedspersonalet, siger Marianne Hjorthede Arbirk.
Læs også: Danskerne: Nej tak til mere hjemmearbejde (A4)
Hun står for kontakten til de studerende på uddannelserne omkring vindenergi, hvor 95 procent af eleverne er udenlandske studerende, som nu for langt størstedelens vedkommende er sendt tilbage til deres respektive hjemlande. Og studiesekretæren er bekymret for, om den internationale universitetsverden og de studerende bliver taberne i coronakrisen.
- De studerende er ikke glemt, men de er ude af fokus. Vores studerende er nu spredt over hele verden og skal følge virtuel undervisning fra Danmark, hvor det for mange af dem er midt om natten i deres lande. Bliver vi valgt fra, når vi måske ikke kan modtage internationale studerende, og hvad med danske studerende, som vil til udlandet og læse? Vi skal midt i nedlukningen huske, at vi er afhængige af, at andre tager sig af os – mens vi skal sørge for andre. Jeg frygter, at vi er ved at lukke os om os selv, siger Marianne Hjorthede Arbirk.