Tandklinikker anmeldt

På Stine Jørgensens arbejdsplads er sikkerheden og hygiejnen i top. Foto: Kåre Viemose.

Harald Nyborg-regnslag og malerdragter, der bruges i stedet for rigtige engangskitler. Mundbind, der bruges hele dagen, selv om de burde kasseres mellem hver patient. Kitler, der gemmes tre dage og så bruges igen, og vask og genbrug af engangskitler, der burde smides ud.

HK Privat har modtaget uhyrlige eksempler på, hvordan nogle tandklinikker tog lemfældigt på retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, da tandklinikkerne begyndte at genåbne 20. april.

- Vi har ikke flere engangskitler så har jeg været i Harald Nyborg og købe regnslag, fortæller en klinikassistent i Nordjylland til HK Privatbladet.

En klinikassistent i Vestjylland må kun bruge et mundbind om dagen, selv om retningslinjerne siger, det skal skiftes mellem hver patient:

- Og ud over vi skal bruge det samme mundbind hele dagen, så er vi blevet bedt om at gemme mundbindet i tre dage, hvis det ikke ser beskidt ud, så skal vi bruge det igen.

Forargelige fortællinger
HK Privats næstformand Anja C. Jensen fortæller:

- I dagene efter genåbningen får vi stribevis af nye forargelige fortællinger fra vores klinikassistenter, der føler sig tvunget ud i løsninger, som de af meget gode grunde ikke er trygge ved.

En undersøgelse blandt 348 klinikassistenter, som HK Privat har foretaget, viser, at 23 % - altså tæt på hver 4. - ikke oplever, at værnemidlerne lever op til Sundhedsstyrelsens og de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR), Nogle af medlemmernes fortællingerne er så grelle, at HK Privat pr. 15. maj har anmeldt 21 tandklinikker til Arbejdstilsynet.

- Vi føler et stort ansvar for at sikre vores medlemmers og også patienternes sundhed. Derfor har vi valgt at inddrage Arbejdstilsynet, forklarer Anja C. Jensen.

Tandklinikassistenterne er en af de faggrupper, der er tæt på patienterne og derfor er udsat for stor smitterisiko. I HK Privats Facebookgruppe Klinikassistenterne, der på få dage har fået knap 2.500 medlemmer, deler de deres gode og dårlige oplevelser.

Både eksempler, hvor man sparer på grund af frygten for mangel, men desværre også eksempler på, at tandlægerne lader økonomien trumfe sikkerheden. Det er nemlig dyrt med al den ekstra beskyttelse.

- Der er heldigvis mange tandklinikker, der gør det rigtig godt og ikke går på kompromis med medarbejdere
og patienters sikkerhed. Men jeg må konstatere, at der også er mange, hvor indtjeningen kommer før alt andet. Og det kan hverken vi, branchen eller samfundet holde til, siger Anja C. Jensen.

”Hvis vi ikke har mundbind, så lukker vi”

Stina Jørgensen, der er tandklinikassistent i Aarhus, er én de aktive i facebookgruppen Klinikassistenterne.
Hun har heldigvis en chef, som sætter sikkerhed før alt andet. Hun føler sig både tryg ved sin chefs planlægning og tilgang til brug af personlige værnemidler.

- Jeg står på venteliste til mundbind på alle dentaldepoterne, og vi regnede ud i går, at vi kun har nok til omkring 2 uger. Men min chef har meldt klart ud, at hvis vi ikke har mundbind, så lukker vi. Hun vil ikke gå på kompromis med sikkerheden. Sådan ville jeg ønske, at alle klinikker var.

Stina Jørgensen kender flere klinikassistenter, som arbejder på klinikker, hvor det står helt galt til.

- Jeg ser beskeder fra mine kolleger rundt i hele landet, der kan fortælle om manglen på værnemidler eller vanvittige sparetiltag - nogle bliver endda kaldt til disciplinærsamtale, hvis de smider deres mundbind ud. Og det bekymrer mig, for vi er sgu alle sammen kolleger.

Nu håber Stina Jørgensen, at hun og andre sammen kan få råbt de rette op.

- Vi skal have nogen højere oppe til at indse problemets omfang. Regeringen og Sundhedsstyrelsen er nødt til at forstå, at klinikkerne ligesom mange andre mangler værnemidler, og at der er tandlæger, der er villige til at ignorere sikkerheden for at kunne holde forretningen i gang.