Vi har modtaget dette spørgsmål fra en studerende: ”Jeg vil meget gerne i praktik i udlandet, men er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt. Hvordan gør jeg?”.
Det er helt sikkert muligt at lægge din praktikperiode i udlandet. Udover at du får gennemført din uddannelse, giver det også mulighed for at udvikle dine sproglige kompetencer. Det vil oftest være en styrkelse både fagligt og personligt.
Hvis du ønsker praktik i udlandet, skal du tidligt i dit studie begynde forberedelserne. Ikke blot skal du finde en virksomhed, du skal også finde en bolig og undersøge, om du kan søge legater.
Og det kan du blive klogere på lige her.
Søg HK’s uddannelsesfond
I HK støtter vi unges kompetenceudvikling, og én gang om året uddeler vi legater. Har du lyst til at spice din danske uddannelse op med internationale perspektiver? Så kan du søge om tilskud til nogle af udgifterne hos HK’s uddannelsesfond.
Næste ansøgningsfrist er 1. juni 2020.
Yderligere information om denne fond finder du på denne side: www.hk.dk/underuddannelse/fonde-og-legater.
Sådan kan du bruge Uddannelsesbrevkassen
Alle medlemmer er velkomne til at indsende spørgsmål eller foreslå emner til uddybelse i LABORANTEN. Skriv til faglig konsulent Helle Vendelbo Jensen: helle.vendelbo@hk.dk – angiv i emnefeltet: Uddannelsesbrevkassen. Uddannelsesbrevkassen svarer altid direkte tilbage til medlemmet, og efter aftale med medlemmet bruges emnet muligvis i LABORANTEN.