Onsdag den 27. maj åbner store dele af den kommunale og regionale sektor, sådan at mange medarbejdere igen kan udføre deres opgaver fra den fysiske arbejdsplads.
Siden statsminister Mette Frederiksen annoncerede den beslutning, er det strømmet ind med spørgsmål, reaktioner og kommentarer fra medlemmer til HK Kommunal.
Der er endnu ikke offentliggjort retningslinjer, men ifølge Kommunalbladets oplysninger skulle de være lige på trapperne, sådan at organisationer og interessenter får dem til gennemsyn - forhåbentlig fredag.
HK har kontakter til interessenter
HK Kommunal arbejder for, at åbningen sker sundhedsmæssigt forsvarligt, og gør derfor alt for at være med i processen omkring retningslinjer for sikkerhed og arbejdsmiljø, fortæller Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal.
- Der er jo ikke mange dage til. Der er til gengæld mange spørgsmål, der skal afklares. Både i forhold til konkrete retningslinjer for genåbning og på nogle områder er der lovgivning, der skal tilpasses. Så vi er i fuld gang“.
HK Kommunal har derfor haft kontakt til ministerier, KL og en række andre interessenter i forhold til processen, og HK Kommunal arbejder for at medlemmernes mange spørgsmål og kommentarer bliver hørt.
Arbejdsmiljøorganisationen skal være på tæerne
Medlemmernes spørgsmål handler blandt andet om at arbejde på storrumskontorer, hvilke afstandskrav der skal gælde, og om borgere frit kan møde op i borgerservice, jobcentre og lignende steder.
Og så de mere personlige spørgsmål om hvis man er i særlig risikogruppe eller bor på Sjælland og arbejder på Fyn.
- Jeg vil gerne sige tak for jeres store engagement og fortsæt endelig med at sende jeres input. Vi kan nok ikke love, at vi får svar på alle jeres spørgsmål på én gang, men vi vil forsøge at bringe dem ind til rette instans, siger Mads Samsing.
Uanset hvordan retningslinjerne kommer til at lyde, opfordrer HK Kommunal kraftigt til, at arbejdsgiverne som noget af det første får inddraget arbejdsmiljøorganisationen, så man på den enkelte arbejdsplads får iværksat de nødvendige foranstaltninger for at kunne overholde retningslinjerne – og altså følger situationen meget tæt.