Med masser af håndsprit og en forsvarlig indretning skulle kommunale og regionale arbejdspladser åbne op for fysisk tilstedeværelse onsdag. En rundspørge i nogle af HK Kommunals Facebookgrupper vidner dog om, at det langt fra er alle offentligt ansatte, der skal fremmøde fysisk.
I gruppen Beskæftigelsesområdet svarer 117 respondenter, at de ikke skal møde på arbejde endnu, trods statsministerens genåbning. 50 personer svarer dog, at de skal tilbage på fuld tid, mens 22 ikke aner det og 17 møder ind nogle af dagene.
Jeanette Bachmann er en af dem, der skal møde fysisk på arbejde, hun svarer:
- Jeg skal møde ind onsdag, men jeg ved ikke, hvordan det skal foregå, da vi stadig ikke må have fysiske møder med borgerne, så det er jeg spændt på.
Mere hjemmearbejde, tak
Blandt Økonomimedarbejderne er det mere ligeligt fordelt. 11 svarer, at de skal tilbage nu, mens 10 svarer at de skal arbejde hjemme lidt endnu.
Gitte Adamsen fra Skanderborg Kommune svarer, at hun har arbejdet hjemme hele perioden.
- Jeg har fået af vide, at jeg er en af de sidste, der kommer tilbage, da jeg ikke har direkte borgerkontakt. Der kommer til at gå nogle uger endnu, dog passer det mig supergodt at arbejde hjemmefra, så jeg håber på mange uger. Jeg nyder, at jeg kan bruge min transporttid herhjemme med børnene, skriver hun på Facebook.
Grundig forberedelse
På rådhuset i Horsens Kommune har forberedelserne været grundige til genåbningen. Der er blandt andet afstandstape, håndsprit, plexiglas-afskærmning mellem borgere og ansatte samt mulighed for at booke tid, så henvendelser spredes ud over dagen, fortæller borgerservicechef Malene Rasmussen til DRs P1 Morgen.
- Vi har bestræbt os på at være meget grundige i vores planlægning af genåbningen, så det foregår både sikkert, forsvarligt og ordentligt for både borgere og medarbejdere. Vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter og vores medarbejdere har bidraget i planlægningen med gode ideer og konstruktive løsningsmodeller. Så vi har forsøgt at lave et setup, som er både sikkert og forsvarligt, forklarer borgerservicechefen.