En svær start på både livet og arbejdslivet
Birgitte Buhr-Madsens opvækst var præget af svær mobning, sorgen over at have mistet sin lillesøster til kræft og ensomheden i at hemmeligholde de stemmer, hun hørte. Først som 34-årig blev hun udredt for skizofreni og slap sidenhen for medicinen mod depression, fordi depressionerne skyldtes skizofrenien. Inden da havde hun skiftet job mange gange i håbet om at finde et sted, hvor hun kunne passe ind.
Birgitte Buhr-Madsen takkede nej tak til førtidspension.
- Jeg gik fra job til job i håbet om at finde det sted, jeg kunne passe ind, og hvor jeg kunne holde til jobbet. Jeg var fx børnehaveklasseleder og elskede arbejdet med børnene, men arbejdet med forældrene var hårdt, og jeg var ofte syg med depression. Så tog jeg en handelsskoleuddannelse og fik en advokatsekretærelevplads hos en advokat. Jeg blev uddannet advokatsekretær, men pga. svære depressioner vil de ikke have mig. På det tidspunkt var jeg selvmordstruet. Herefter fik jeg et barselsvikariat hos Hornslet fysioterapi og træning. Det gik godt, men jeg sov tre timer, når jeg kom hjem. Efter vikariatet tog jeg seks ugers kurset ”Fleksibel frontmedarbejder”, og hver nat sad jeg og græd i sengen, men jeg gennemførte det, fortæller Birgitte Buhr-Madsen, der på det tidspunkt blev klar over, at hun havde brug for hjælp til at komme videre med sit arbejdsliv.
Nej tak til førtidspension
Birgitte Buhr-Madsen bad kommunen om hjælp og kom ind i et forløb med udredning og blev i 2011 tilbudt førtidspension. Men det var ikke noget for hende.
- Det er bare ikke noget for mig at blive førtidspensionist. Under Coronaen er det blevet ekstra klart for mig, at det var den rigtige beslutning at sige nej til at blive førtidspensionist, for jeg er et meget socialt menneske, og jeg har brug for at være ude blandt folk, lave et stykke arbejde og ikke sidde alene med mine tanker, fortæller Birgitte Buhr-Madsen.
Tog sagen i egen hånd og fik sit liv igen
Hun bestemte sig for at søge en jobprøvning hos Hornslet fysioterapi og træning, hvor hun havde været barselsvikar, og jobprøvningen blev til et fleksjob 10 timer i ugen.
- Her har jeg rigtig gode kollegaer, der passer godt på mig. De kan se på mig, hvis jeg bliver presset, og så er de søde til at spørge, om vi ikke lige skal have en kop kaffe. Det er så fantastisk, og jeg har ikke været nede at vende siden. Det er helt vildt dejligt at have fundet sin rette hylde og have det godt. Jeg føler jo, at jeg har fået et liv igen, og jeg ved, at jeg har været vildt heldig, siger Birgitte Buhr-Madsen.
Ikke bare ét sted, hun passer ind, men to
Det viste sig, at Birgitte Buhr-Madsen havde det så godt, at hun følte, at hun kunne arbejde lidt mere end de 10 timer, hun kunne få hos fysioterapeuten. Men det skulle vise sig at være en udfordring for jobcenteret, der i starten ikke mente, at man kunne have to fleksjobs.
- Jobcenteret sagde, at jeg ikke kunne have to arbejdsgivere, for det passede ikke ind i deres systemer. Så må I lave systemet om, sagde jeg til dem, for jeg havde selv fundet et job hos en psykolog, hvor jeg skulle skrive journaler og lave PowerPoints til undervisningsbrug for psykologen først fem og senere seks timer om ugen.
Jobcenteret endte med at acceptere og hjalp også Birgitte Buhr-Madsen med at gøre løsningen holdbar, således, at hun nu har hele to jobs, hvor hun føler, at hun passer ind. Og i år har hun 10 års jubilæum hos fysioterapeuterne.
Birgitte Buhr-Madsen følte det som en kæmpe lettelse at få fortalt sandheden til kollegaerne.
En lettelse at fortælle kollegaerne hele sandheden
Men det var ikke helt slut med hemmelighederne, for Birgitte Buhr-Madsen havde ikke fortalt sine kollegaer hele sandheden om, hvorfor hun havde behov for at være i fleksjob. Kollegaerne havde bare fået at vide, at hun kæmpede mod depressioner.
- Det var kun en halv sandhed, men for halvandet år siden fortalte jeg dem om det hele. Det er bare lettere at sige depressioner, for det ved alle, hvad er. Der er et tabu omkring skizofreni, og jeg skulle være moden til at sige det. Men det var en kæmpe lettelse at få det sagt, og mine kollegaer er så søde og passer godt på mig. Nu forstår de også bedre, hvorfor jeg fx har brug for et lille varsel, når planer ændrer sig. Jeg skulle have sagt det for lang tid siden, og det vil jeg gerne opfordre andre til, slutter Birgitte Buhr-Madsen.
