HK Service Hovedstaden
11. juni er første retsmøde i skifteretten i Viborg i sag mod Sproghuset. Foto: Torsten Raagaard

22. maj bad HK skifteretten i Viborg om at erklære Sproghuset Kommunikations- og tolketjeneste Aps konkurs. Baggrunden er gentagne henvendelser fra fagforeningens tolke-medlemmer om manglende eller al for sen udbetaling af løn og fravær af feriepenge.

Konkursbegæringen fra HK Service Hovedstaden skal først og fremmest sikre, at HK-tolkene får udbetalt deres tilgodehavender hos Sproghuset. Men baggrunden er også fagforeningens ønske om at sikre god kvalitet i de tolkeopgaver, som kan være afgørende for den borger, som må stole på tolkens oversættelse.

- Kvaliteten af tolkningerne bliver dårligere og dårligere, og det skader Københavns Kommunes borgere, påpeger formand for HK Service Hovedstaden René Knudsen.

Den forringede kvalitet i tolkearbejdet er en fuldstændig logisk konsekvens af firmaets dårlige behandling af de tilknyttede tolke, mener han.

- Jo flere tolke der ikke får deres løn eller som sortlistes, jo mere skal Sproghuset lede efter tolke, der gider at arbejde for et bureau med et omdømme for ikke at betale løn, konstaterer René Knudsen.

Det er i første omgang derfor, fagforeningen nu kræver Sproghuset erklæret konkurs. Men i anden omgang er ønsket fra HK Service Hovedstaden at medvirke til at sikre en høj standard i tolkearbejdet.

København fortsætter samarbejdet
I løbet af 2019 henvender HK Service Hovedstaden sig flere gange til Københavns Kommune, som på det tidspunkt blandt andet bruger Sproghuset som tolkeleverandør i jobcentre, borgercentre, socialforvaltningen, børn- og ungeområdet samt i specialundervisningen.

- Vi henvender os til kommunen adskillige gange for at få løst problemerne med Sproghuset, siger René Knudsen.

I løbet af 2019 er der desuden relativt mange henvendelser til Københavns Kommune om problemer med Sproghuset og manglende betalinger. Tolkene sender klagerne til kommunen og HK Service Hovedstaden.

Problemerne til trods, og selv om der var en udbudsrunde på vej for tolkearbejdet i landets største kommune, så vælger Københavns Kommune i februar 2020 at forlænge samarbejdet med Sproghuset.

Men Sproghuset er nu på konkursens rand, hvilket også fremgår af selskabets regnskaber. Den bekymrende status på den såkaldte ”soliditetsgrad” i Sproghuset fortæller, hvor sårbar virksomheden er.

En veletableret virksomhed bør som en tommelfingerregel have en soliditetsgrad på omkring 30-40 %. I Sproghusets 2018-regnskab, mere end et år før Københavns Kommune valgte at droppe tolke-udbuddet og i stedet fortsætte med at bruge Sproghuset, var selskabets soliditetsgrad svimlende dårlig, helt nede i –489%.

- Vi har flere inkassosager kørende. Rigtig mange tolke vil have penge i klemme, som ikke dækkes af Lønmodtagernes Garantifond, frygter René Knudsen.

Konkursbegæringen mod Sproghuset behandles i skifteretten i Viborg 11. juni 2020.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til denne artikel fra hverken Københavns Kommune eller fra Sproghuset Kommunikations- og tolketjeneste Aps.