Der er ikke noget at tage fejl af, når man går igennem Bilka i Odense: Det er Corona-tid, og vi skal alle passe godt på hinanden. Overalt er der skilte, afmærkninger og afskærmninger, der gør det nemmere for de ansatte og kunderne at holde den rette afstand. Samtidig er der meldinger i højttalerne, der opfordrer til respektfuld og smittesikker opførsel i butikken.

Sådan har det stort set været fra dag 1 under krisen, hvor både medarbejdere, ledelse og Vivi som arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant har prioriteret de ansattes sikkerhed højt, når de nu skulle opholde sig så meget i forreste linie:

   - Jeg synes, at vi alle har gjort det rigtig godt i forbindelse med Corona-krisen. Det gælder også Bilkas mange gode tiltag og vores varehuschef, der går 110% op i det her. Han har gjort alle de tiltag, han kunne, omkring afstand, kantineområdet, skiltning osv., fortæller Vivi Kalliomäki.

Vivi Kalliomäki, der er arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant i Bilka Odense, roser både kolleger, ledelse og kunder under coronakrisen. 

 

De fleste har reageret pænt

Tillidsrepræsentanten i Bilka Odense tilføjer, at også de fleste af kunderne fortjener ros:

    - Kunderne har, for de flestes vedkommende, taget det godt, har overholdt reglerne og er ikke troppet op med hele familien herude. Vores kunder har desuden reageret pænt, når vi har bedt dem sprede sig lidt mere eller om at holde bedre afstand, siger hun:

    - Samtidig har 97% kollegerne taget det hele rigtig pænt, og kun nogle få har været lidt nervøse, hvis de oplevede, at kunderne kom lidt for tæt på. Heldigvis har vi været klædt godt på og været godt beskyttet ude i butikken, hvor der har været sat plexiglas op, været sprit overalt, lukket for hver anden kasse, været sat klistermærker og skilte op. Samtidig har der på ekstra travle dage, for eksempel helligdagene, været ekstra folk på med gule veste, der har har sørget for, at tingene fungerede. Alt i alt har de mange tiltag og forholdsregler givet god tryghed hos langt de fleste af mine kolleger, og mig bekendt har vi heldigvis ikke haft Corona-tilfælde blandt kollegerne, hvilket er imponerende, når vi har haft så mange kunder igennem.

 

”…hele tiden følt mig tryg”

Som både arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant var Vivi naturligvis spændt på, hvordan hele situationen ville blive tacklet, da det gik op for danskerne og resten af verden, hvad Corona-krisen udviklede sig til:

- Jeg har heldigvis en positiv oplevelse af forløbet og håndteringen. Der har været en oplevelse af, at vi alle sammen var i samme båd, og så har det været en fordel, at vi generelt har en ”ordet på bordet” dialog med vores ledelse. For uden den åbenhed og ærlighed når vi ingen vegne, og jeg kan selv bedst lide at arbejde på den måde. Samtidig har Rie og Nikita (faglige konsulenter i HK Handel Midt, red.) hele tiden stået klar til at hjælpe os, når der var tvivl og spørgsmål om noget. Derfor har jeg hele tiden følt mig tryg, siger Vivi Kalliomäki, der generelt er glad for sin funktion som tillidsrepræsentant:

    - Jeg går meget op i trivsel, ikke bare min egen. Derfor starter jeg også hver dag med at komme rundt med et ”godmorgen” til så mange af min kolleger som muligt. For så kan jeg hurtigt se, hvis der er forskel på den enkelte i forhold til, da vi sagde godmorgen dagen før. Så er det nemt at se, om den enkelte måske er vred, gal eller ked af noget, og sådan kan vi bedre fange et problem og få det løst. For ingen kan trives, hvis de har problemer. Jeg har samtidig indtryk af, at kollegerne opfatter mig som en, man kan gå til – og en som gør noget ved tingene. Der er vist ingen i Bilka, der ikke ved, hvem jeg er. Sådan er det jo, når man er sådan en, der ikke altid tier stille…, smiler Vivi, inden hun skal tilbage til butikken og ud i skilteskoven, hvor kollegerne hver dag under hele krisen har stået ansigt til ansigt med kunderne – og med Corona.

 

Du får gode råd og faglig hjælp – når du er i job

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.