- Vores arbejde som tandklinikassistenter devalueres, fordi der er mere og mere fokus på penge hos tandlægerne samtidig med, at de behandler os, som de gør. Der mangler desuden ledelse hos mange tandlæger, lyder den klare melding fra ”Karin”, der ønsker at være anonym.
Hun ærgrer sig over udviklingen i faget. For ”Karin” er grundlæggende glad for sit fag og sit job som tandklinikassistent. Hun kan lide det tætte samarbejde med tandlægen og at tage hensyn til patienterne, så de får de bedst mulige oplevelser med deres tandlægebesøg.
Alligevel har hun snart fået nok af hverdagen i branchen, fordi arbejdsbetingelserne på mange måder smuldrer. Der mangler ledelse, respekt og mere i løn:
- Vi skal lave mere og mere for en lillebitte løn. Vi bliver ikke værdsat af tandlægerne, og jeg synes, det er gået den forkerte vej i de ti år, jeg har været tandklinikassistent, fortæller ”Karin” fra en hverdag, der bliver mere og mere travl:
- Jeg sidder efterhånden med det hele, når det gælder opgaver. Det omfatter arbejdet med patienterne, men også administrative opgaver, hvor jeg både er receptionist, aftaler tider med patienterne, køber ind og betaler regninger.
Mangler anerkendelse
For ”Karin” er det ærgerligt, at tandlægerne ikke i højere grad anerkender, hvilken vigtig rolle deres klinikassistenter spiller i forhold til behandlingen af patienterne:
- Vi hjælper tandlægen med selve behandlingen ved hele tiden at være to skridt foran, så vi er klar med det, som han eller hun skal bruge. Samtidig er vi gode til at skabe mere ro på for patienterne, siger ”Karin” og fortsætter:
- Jeg har endda de senere år været så heldig at arbejde sammen med en tandlæge, der har samme tilgang som mig til patienterne, som vi begge sætter i højsædet. Jeg kan desværre fornemme, at det ikke er nogen selvfølge rundt i klinikkerne.
Kigger på nye muligheder
De ændrede arbejdsbetingelser og den efterhånden store arbejdsmængde har fået ”Karin” til at overveje, om hun skulle kigge på nye muligheder for sig selv:
- Jeg overvejer, om jeg skal lave noget helt andet, hvor jeg dog stadig kan bruge nogle af mine kompetencer fra tandklinikfaget. Det har jeg haft en god dialog med både HK Privat Midt og HK’s KarriereTelefon om. Begge steder får jeg hjælp til at finde nogle relevante kurser, der kan give mig nye muligheder.
Frustrerede tandklinikassistenter
Hos HK kan faglig konsulent Anne Marie Wils nikke genkendende til de ting, ”Karin” fortæller:
- Jeg må desværre sige, at ”Karins” oplevelser og frustrationer ligner noget, vi hører fra en del tandklinikassistenter i disse år. For selvom der er masser af gode klinikker og arbejdsgivere derude, så er der for mange steder, hvor tandklinikassistenterne føler, at de mangler helt basal anerkendelse for deres arbejde og for den indsats, de gør for klinikkerne og patienterne. Vi hører samtidig i vores dialog med medlemmerne, at der mangler ledelse mange steder. At tandlæger kan være fagligt dygtige, men at de ikke har værktøjerne til den ledelsesopgave, der følger med, når man er indehaver af en virksomhed, som en tandklinik jo også er, konstaterer Anne Marie Wils og tilføjer:
- HK har stor fokus på hele området. For der skal ske noget for tandklinikassistenterne, hvis arbejdsbetingelser skal have et løft. Ikke bare med mere respekt fra arbejdsgivernes side, men bestemt også med en mere kontant anerkendelse af klinikassistenternes store indsats.