Arbejdstilsynets tilsynsførende er fra den 8. juni igen på landevejene. Alle brancher og typer af arbejdsmiljøproblemer vil der blive ført tilsyn med. Ifølge en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet er der dog stadig et særligt hensyn til hospitals- og plejesektoren, på grund af coronasituationen.
Her er mere målrettede tilsyn med fokus på forebyggelse af smittespredning og ulykker, der er på dagsordnen hos de tilsynsførende.
- Flere og flere kan igen møde ind på arbejde i takt med den gradvise genåbning af samfundet. Det glæder mig, at det nu også er blevet tid til, at vi sender alle tilsynsførende rundt på landets arbejdspladser igen, siger Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om genåbningen.
Arbejdsgivers ansvar at sikre arbejdsmiljøet
Ministeren minder også landets arbejdsgivere om, at det er dem der har ansvaret for at sikre, at der er styr på arbejdsmiljøet.
- Jeg vil gerne slå fast, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod coronasmitte. Arbejdstilsynet vil holde skarpt øje med, at dette sker, så vi får en ansvarlig tilbagevenden efter corona, siger han.