2. konfliktvarsel, SproghusetDer er sendt 2. konfliktvarsel mod Sproghuset. Konflikten kan begynde 15. juni. Foto: Torsten Raagaard

En truende konflikt på tolkeområdet trænger sig på i landets største kommune København.

Det er situationen, efter fagforeningen HK Service Hovedstaden 8. juni har indgivet 2. konfliktvarsel mod Sproghuset Kommunikations- og Tolketjeneste Aps.

Sproghuset volder fagforeningens tolke mange problemer. For det kan ganske vist være nemt at få opgaver via selskabets app. Men langt sværere er det for tolkene at få udbetalt den løn, som de tjener ved at tolke i en række af kommunens forvaltninger.

- Det er ganske enkelt helt uacceptabelt. Og når Sproghuset ikke vil forhandle med os, så varsler vi konflikt, konstaterer formand for HK Service Hovedstaden René Knudsen.

Det er trods gentagne forsøg ikke lykkedes fagforeningen at få tegnet en overenskomst med Sproghuset.

Samtidig har HK Service Hovedstaden anlagt sag mod Sproghuset for at hente i omegnen af 500.000 lønkroner hjem til HK-tolke, som ikke har fået deres løn.

- Vi beder domstolene hjælpe. For Sproghuset magter åbenbart ikke at betale lønnen til deres tolke, siger René Knudsen.

Flere tolke har henvendt sig til HK Service Hovedstaden med oplysninger om, hvordan Sproghuset agerer som virksomhed. Sagerne drejer primært om manglende løn og feriepenge.

HK Hovedstaden har bedt Københavns Kommune svare på, hvad kommunen vil gøre med sine tolkeopgaver, hvis konflikten bliver en realitet.

"I det omfang der kommer sympatikonflikter, som vedrører Københavns Kommunes leverandører, vil kommunen naturligvis respektere disse. Om nødvendigt vil kommunen finde alternative leverandører", skriver Københavns Kommunes Økonomiforvaltning i et svar til HK Hovedstaden.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sproghuset.