Tanja Østervang

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg går ind til, men nu kaster jeg mig ud i det.

Sådan siger 33-årige Tanja Østervang, HR-sagsbehandler på Flådestation Korsør, da HK Sjælland taler med hende over telefonen.

Tanja har oprindeligt en butiksuddannelse. Hun har arbejdet i flere år som butikschef og har derfor haft ansvar for den administrative drift af butikken, herunder HR-opgaver som ansættelser, opsigelser og medarbejdersamtaler af forskellig karakter. Den type opgaver, syntes Tanja, var meget spændende, så da hun efter nogle år i butik besluttede sig for at skifte spor, var en kontoruddannelse et oplagt valg.

- Efter 8 år i butik begyndte jeg på en uddannelse i offentlig administration, som jeg blev færdig med i 2016. Jeg elsker det, jeg laver, og det er helt sikkert den bane, jeg gerne vil fortsætte udad, siger Tanja.

Papir på kompetencerne

Netop fordi Tanja elsker sit arbejde, har hun længe overvejet akademiuddannelsen i HR. Hun fortæller, at hun har nogle spændende og udfordrende opgaver. Med en administrativ baggrund vurderer Tanja dog, at nogle af hende ansvarsområder kan betegnes ’tunge HR-opgaver’, fx personalesamtaler ved sygdom.

- Jeg synes egentlig, at jeg er dygtig til det, jeg laver, og jeg vil gerne arbejde med den type opgaver i fremtiden. Jeg ved, at jeg står bedre, hvis jeg bygger noget mere på mine kompetencer og får papir på det, jeg kan, fortæller Tanja.

Hvad nu, hvis jeg dumper?

Alligevel har Tanja taget et langt tilløb med mange overvejelser, før hun tog skridtet og tilmeldte sig akademiuddannelsen i HR. Hun har, som så mange andre, tvivlet på sine evner og overskud. Hun har holdt sig selv tilbage af frygten for det, der kunne gå galt. Tanja sætter ord på sine bekymringer:

- Det er længe siden, at jeg har været til eksamen, og det var på et helt andet niveau. Hvad nu, hvis jeg ikke er dygtig nok? Hvad nu, hvis jeg skal tilbage på min arbejdsplads og fortælle, at jeg er dumpet? Uddannelsen kører online, men kan jeg finde ud af det tekniske?

Tanja har også været bekymret for, hvordan privatlivet skal fungere, når hun skal studere.

- Jeg skal afsætte ca. 20 timer om ugen i 3 måneder til hvert modul på uddannelsen. Har jeg som småbørnsmor overhovedet 20 ledige timer? Kan vores logistik i familien hænge sammen, hvis jeg er mere væk, spørger Tanja sig selv.

Tag det første skridt

Selvom der bestemt ikke har været mangel på opgaver i forbindelse med Corona-nedlukningen, har den ro, der har været omkring familien, alligevel givet Tanja mere overskud, og nu har hun mod på at tage det første skridt – med lidt moderat pres fra tillidsrepræsentant Nina Sundmand Ottesen.

- Nina har skubbet enormt meget på og troet på, at jeg kan. Da HK udbød et online studieforberedende kursus, tilmeldte vi os sammen, fortæller Tanja.

Underviseren gav blandt andet et eksempel på, hvordan man kan tilrettelægge sin uge, og kursisterne drøftede netop de udfordringer, som Tanja har bekymret sig om.

- Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der synes, det er svært at kaste sig ud i en uddannelse, men nu gør jeg det. Jeg har fået lagt en plan. Det bliver hårdt, ingen tvivl om det, men det er realistisk, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, fortæller Tanja.

Ifølge formand for HK Stat Sjælland Heidi Juhl Pedersen er Tanjas tanker og bekymringer meget almindelige. Derfor er hun også glad for, at Tanja har lyst til at fortælle sin historie, så andre måske kan lade sig inspirere:

- Det er bestemt ikke første gang, jeg har hørt historien om, at et lille kærligt puf i den rigtige retning er en medvirkende faktor for at komme i gang med efter-/videreuddannelse, og vi ved, at mange ligesom Tanja holder sig tilbage af frygt for ikke at kunne klare uddannelsen enten fagligt eller privat. Men vores erfaring siger os, at langt de fleste selvfølgelig klarer sig godt igennem og får et kæmpe boost på fagligheden og selvtilliden. Derfor har vi i HK Stat også fokus på at uddanne vores tillidsrepræsentanter til at kunne motivere medlemmerne til at komme i gang med den efter-/videreuddannelse, som er så vigtig. I det hele taget arbejder vi løbende på at gøre det nemmere for medlemmerne at kompetenceudvikle sig, siger Heidi.

Læs meget mere om uddannelse på HK Stats kampagnesite ’I form til fremtidens job’