hjemme pc

HK Stats medlemmer har i høj grad fået smag for dét at arbejde hjemme under coronakrisen, og 2 ud af 3 kan godt tænke sig sig flere hjemmearbejdsdage, når krisen er ovre. Foto: Mostphotos.

På en skala fra 1 til 10 giver statens HK’ere det hjemmearbejde, de har oplevet under coronakrisen, et 7-tal.

Sådan kan man udlægge et af resultaterne fra en ny spørgeundersøgelse med svar fra næsten 1.500 medlemmer af HK Stat. Deltagerne blev spurgt, hvordan de på en skala fra 1 til 10 oplevede tiden som hjemmearbejdende. Som det fremgår af grafikken, placerer op mod 64 procent af deltagerne sig på de øverste 3 karakterer, 8, 9 og 10. Og det samlede, vægtede gennemsnit af denne karaktergivning er altså 7.

Kun de allerfærreste har åbenbart oplevet det pålagte hjemmearbejde under Covid-19’s hærgen som decideret negativt. Under 3 promille har givet bundkarakteren 1.

3 ud af 4 oplevede mere ro

Og hvad er så det bedste og det værste ved at omplante sig fra det vante kontor til mere eller mindre interimistisk indrettede hjemmearbejdspladser? ’Ro’, siger medlemmerne.

ord for hjemmearbejde

Næsten 3 ud af 4 har krydset ’ro’ af i en liste over 10 mulige svar på, hvordan de vil karakterisere situationen som hjemmearbejdende. ’Fordybelse’ og ’frihed’ indtager de to næste pladser på listen over, hvad statens HK’ere har oplevet, mens de passede jobbet fra stuer, køkkener og andre måske akavede steder. 

'Jeg har ALDRIG haft en hjemmearbejdsdag før corona. Nu har jeg prøvet det og vil bestemt gerne arbejde hjemmefra nogen gange fremover.' Deltager i HK Statbladets undersøgelse.

Medaljens bagside er ifølge undersøgelsen blandt andet ensomhed, kedsomhed, uvished og tristhed. Flere end hver 4. deltager i undersøgelsen har markeret, at hjemmearbejdet er ensomt. Og op mod 8 procent har krydset ’tristhed’ af på listen over mulige ord, de forbinder med hjemmearbejdet i foråret.

Læs også: Læringen af hjemmearbejde: God arbejdsro og nye løsninger

Som tal og svar i undersøgelsen klart antyder, overgår de positive erfaringer langt de negative, når HK Stats medlemmer gør regnebrættet op efter de mange ugers pålagte hjemmearbejde i foråret 2020.

Nok er der ulemper som fx at savne kolleger og ved at sidde sig fordærvet på en træstol ved køkkenbordet. Men 2 ud af 3 – helt nøjagtigt 65,55 procent – ville arbejde ’meget mere’ eller ’lidt mere’ hjemme end før coronakrisen, hvis de selv kunne bestemme. Hver 5. vil gerne fortsætte med en uændret mængde hjemmearbejde, mens færre end en ud af 20 gerne vil arbejde lidt mindre eller meget mindre fra privaten, end de gjorde før coronahjemsendelsen.

mere eller mindre hjemmearbejde

Det er arbejdsgivers ret at lede og tilrettelægge arbejdet, herunder hvor det skal udføres.

Hjemmearbejde er lukket land for nogle

Langt de fleste af HK Stats medlemmer var på hjemmearbejde under coronakrisen. 78 procent arbejdede i en periode udelukkende hjemme, mens 9,4 procent gjorde det delvist. Hver 8. af deltagerne var ikke hjemsendt hverken helt eller delvist – fordi deres funktioner var defineret som særligt kritiske og skulle udføres på arbejdspladsen, eller fordi deres arbejde ikke var muligt at udføre hjemmefra. Som en laborant i undersøgelsen konstaterer om hjemmearbejde: 'Det er svært, når man ikke har et laboratorium i kælderen'.

Flere undersøgelser viser, at erfaringerne fra coronatiden med at arbejde helt eller delvist hjemmefra har givet mange lønmodtagere appetit på mere. Men hjemmearbejde er ikke lutter idyl. Både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø skal være i orden. Det fastslår Peter Raben, næstformand i HK Stat, i et indlæg sammen med en række andre ledere fra HK.

'Jeg vil ikke arbejde hjemme, hvis jeg kan blive fri. Har mest laboratoriearbejde. Kan også bedre styre arbejdstiden ude på arbejdet.' Deltager i HK Statbladets undersøgelse

'I den kommende tid er det vigtigere end nogensinde, at arbejdsmiljøet ikke forsvinder i begejstringen over alle de muligheder, coronakrisen har åbenbaret,' skriver Peter Raben og hans kolleger.

'Ja, der skal udvises større fleksibilitet i, hvor og hvornår man arbejder, men ikke på bekostning af det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø. Det er stadig ledelsens ansvar at inddrage medarbejderne i udviklingen af et godt arbejdsmiljø, hvor grænserne mellem fritid og arbejde er tydelige, hvor der gennemføres regelmæssige arbejdspladsvurderinger og hvor der bliver handlet på kritiske situationer.'

Du kan læse hele indlægget her: HK advarer: Der skal ikke gå pandemi i arbejdsmiljøet

Fakta og tak

Spørgeundersøgelsen er gennemført af HK Statbladet i første halvdel af juni 2020. I alt 4.000 medlemmer modtog mails med undersøgelsen. 1.468 har svaret. Redaktionen takker for læsernes store interesse for at give deres mening tilkende. Flere hundrede deltagere har uddybet deres svar med kortere eller længere kommentarer. I HK Statbladet, der udkommer 1. september og på medlemsbladets digitale univers dykker vi i august/september ned i denne guldgrube af viden og holdninger til et af arbejdsmarkedets hotteste emner for tiden: hjemmearbejde.