Alt var næsten på plads. Der var indgået en god aftale, der tog højde for både trivsel og kompetenceudvikling, og samtidig sikrede at den nye 4-dages uge i Esbjerg Kommune ikke skulle være en spareøvelse. Alligevel er forhandlingerne – mellem HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening på den ene side og Esbjerg kommune på den anden - strandet for nu.
Stridspunktet er en evaluering, som der i aftalen er beskrevet, skal foretages af eksterne konsulenter. Den del af aftalen løber Esbjerg Kommune nu fra, fordi de mener, at det er for dyrt. HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening har dog aldrig stillet krav om hvad evalueringen skal koste – udelukkende at den skal foretages af eksterne aktører for at sikre kvaliteten.
Konstitueret formand for HK Kommunal Sydjylland, Dorthe Vestergaard er ærgerlig over, at parterne endnu ikke er nået til enighed.
- Jeg synes, at vi havde en rigtig god aftale, som tog højde for alle de knaster, der kan komme undervejs. I aftalen er også beskrevet, at det naturligvis er vigtigt med valide data, når vi skal evaluere, og der står, at evalueringen skal foretages af eksterne konsulenter. Derfor er jeg meget forundret og ærgerlig over, at kommunen nu springer fra aftalen og blokerer for, at vi kan komme videre, fortæller Dorthe Vestergaard.
Håber stadig på løsning
86 procent af de 450 medarbejdere på Jobcentret i Esbjerg har i en undersøgelse sagt ja tak til 4-dages uge. Derfor ligger det HK Kommunal Sydjylland meget på sinde at få aftalen i hus til gavn for medlemmerne.
- Min klare opfattelse er at vi mødes igen efter sommerferien og finder en løsning. Jeg håber, at kommunen – ligesom os – møder op efter ferien med friske øjne og et positivt sind. Vi er alle meget interesserede i at få den her ordning til at lykkes, men vi er selvfølgelig nødt til at sikre, at trivsel og arbejdsmiljø stadig er i orden. Vores medlemmer får nogle lange dage, så vi skal have en god evaluering, så vi er sikre på, at de også får den restitution, de har behov for, siger Dorthe Vestergaard, konstitueret formand, HK Kommunal Sydjylland.