Konsulenter har i årtier skruet store dele af den offentlige sektor ned i det rigide styringsparadigme, som vi kender som "New Public Management". Denne konsulentlogik gør omsorg til ydelser, der kan gøres op og fordeles af politikere i regneark.
 
En 90-årig dement plejehjemsbeboer bliver på en uværdig og aldeles ikke ordentlig måde udsat for omsorgssvigt. Stærkt kritisabelt. Utilgiveligt. I den pågældende sag er lederen og medarbejderen prompte blevet afskediget.
 
En passende konsekvens.
 
Straks bliver hele standen af medarbejdere på omsorgsområdet udskammet af de samme borgelige partier, der vedvarende gennem to årtier med Fogh og Løkke i spidsen - og til dels "Corydon-Vestager-regeringen" - har udpint sektoren med besparelser, privatiseringer og regnearkstyranni. Hvad vi kan lære af den ulykkelige sag, er, at enhver siddende regering ikke blot skal overveje sine økonomiske prioriteringer, herunder især de sektorer, der har med levende mennesker at gøre. Ledelse, uddannelse, rekruttering og arbejdsvilkår bør også være på enhver ministers top fem-liste.
 
Sagens hovedpointe er, at den demente kvindes pårørende ikke havde nogen steder at gå hen med deres frustration. I stedet endte de hos TV 2 og Ekstrabladet, mens systemet kvitterede med et fogedforbud, der ligner et usmageligt selvforsvar. Det er en systemfejl, der skal rettes op. Kvinden burde have haft en lokal ombudsmand m/ k.
 
Lidt for dygtige managementkonsulenter har i årtier skruet store dele af den offentlige sektorer ned i det rigide styringsparadigme, som vi kender som "New Public Management". Denne konsulentlogik gør omsorg til ydelser, der kan gøres op og fordeles af politikere i regneark på en finanslov eller et kommunalt budget. Borgerne gøres til ydelsesmodtagere eller kernekunder, vis behov kan beregnes ud fra gennemsnittet af, hvad politikerne mener, der er råd til.
 
Dermed har New Public Management kurs mod en umenneskelig tingsliggørelse af ofte ressourcesvage borgere.
 
Samtidig sætter regimet medarbejderne og også lederne i en umulig situation, hvor deres succes gøres op i det, der kan måles, vejes og tælles sammen i konsulenternes regneark - i stedet for at spørge kvinden og hendes pårørende, hvordan de oplever hendes hverdag.
 
Resultatet er et system med en argument-resistent robusthed, som hendes pårørende ikke kunne trænge i gennem - og et system, der ikke kan modsiges og udfordres, fordi det mangler en kanal for dialog fra den enkelte borger og tilbage til de herskende regneark og deres skabere.
 
I den konkrete sag mangler der kommentarer fra de tusindvis af omsorgsafhængige ældre og deres pårørende, der trods styringstyranni trods alt er mere eller mindre tilfredse. Men sagen viser også, at især udsatte borgere - og de varme hænder, der kæmper med at slå til - har brug for hjælp fra en tredje instans, der kan udfordre og nuancere regnearkslogikken. En slags lokale ombudsmænd m/ k, der ikke er brikker i et regnearkstyranni.
 
Søren Pind ville nok kalde det et kontor for kundeoplevelse. Jeg mener ikke, at borgerne skal være kunder, der køber den service, de har råd til. Borgerne er mennesker, der skal have den omsorg og service, de har brug for - og for at det kan lykkes, skal borgerne både mødes af de varme hænders faglighed og en organisation, der lytter til deres oplevelse.
 
De lokale ombudsmænd m/ k skal understøtte den daglige dialog med kvinden og hendes pårørende. Og de skal hjælpe de ofte overbebyrdede offentlige institutionsledere med at sikre, at realiteterne ikke drukner i regneark, administration og møder med konsulenter i fjerne forvaltninger.
 
Sidst, men ikke mindst, skal de lokale ledelser have frihed til at styre deres institutioner - selvfølgelig under ansvar og med en forpligtelse til at afrapportere centralt, ikke bare på målsætninger og resultater, men også på dialogen med borgerne og borgernes oplevelse.
 
Rollen som lokal ombudsmand m/ k ligger lige til HK'ernes højreben.
 
Mange har allerede den formelle faglighed til at løse den slags opgaver - f. eks. lægesekretærer og socialformidlere, der hjælper patienter og borgere med at finde vej i højtspecialiserede systemer, der ofte har større fokus på deres egen faglige logik og produktionstal end på patientens eller borgeren oplevelse.
 
Hvis plejehjemmet i Aarhus havde haft en lokal ombudsmand m/ k - en HK'er med tværgående indsigt i både arbejdsopgaverne, lederens administrative udfordringer, beboerevalueringer, tilbagemeldinger fra pårørende og dagligdagen for den demente kvinde og hendes pårørende, så var sagen aldrig endt i TV 2 og Ekstrabladet.
 
Moderne offentlig service er 50 procent kernefaglighed og 50 procent dialog.