Den 8. marts skete der et udbrud af corona-smitte i et callcenter i Seoul Sydkorea.

Næsten 100 blev testet positive og 94 af dem havde arbejdet på samme storrums-kontor.

Den historie ramte også de danske medier – især med den vinkel, at åbne kontorlandskaber er exceptionelt guf for coronavirus og smittespredning.

Detektor på DR undersøgte dog sagen og studiet nærmere.

Syge går på arbejde var kulturen

Det viste sig, at én vigtig detalje manglede – nemlig at kulturen på arbejdspladsen var at man også gik på arbejde, selv om man var syg.

Sagen er nemlig, at de ansatte bliver aflønnet ud fra antal besvarede opkald, hvilket gør at man bliver ramt økonomisk ved at melde sig syg.

- Hvis du ved, at syge mennesker er mødt på arbejde, så skal du jo fortolke studiet anderledes. Hvis folk ikke var mødt syge på arbejde, så havde udbruddet sagt noget mere om, at det er et problem, hvis vi sidder længe sammen, siger professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen fra Københavns Universitet i artiklen fra Detektor på DR.