”Vi skal holde Danmark i gang”, lød det fra firmaet, men hvad med medarbejdernes helbred?

For ”Jesper” (HK Midt kender hans rette navn, red.) har Corona-tiden været en blandet fornøjelse i det større varehus, han arbejder i. Når han skal være helt ærlig, så er han skuffet over to ting: Arbejdsgiverens langsomme reaktionsmønster og hensyn til omsætningen frem for medarbejderne – og kunder, der langtfra respekterede de helt almindelige Corona-regler:

    - Jeg synes, at butikken og min arbejdsgiver var ret passiv i starten i forhold til reglerne. Der skulle godt nok være to meter mellem kunder – ja tak, men hvad hjælper det, når man lader ti folk stå og stimle sammen på et lille område. Samtidig kunne folk heller ikke rigtig finde ud af at tage hensyn, lyder det lettere frustreret fra Jesper:

    - ”Vi skal holde Danmark i gang”, lød det fra firmaet, men hvad med medarbejdernes helbred? Samtidig er det ikke ligefrem fødevarer, vi sælger. Jeg var noget overrasket over, at vi især i starten lod så mange kunder være i butikken, og hvorfor var der så mange ældre mennesker her? Er de ikke i risikogruppen? Der var mange af de ting, de kom med, som sagtens kunne have ventet.

 

Utryg ved hele situationen

    - Folk stod og hostede, lænede sig ind over os, kom alt for tæt på og sprittede ikke altid deres produkter af, inden de rakte dem til os. Derfor var jeg i starten personligt ret utryg ved hele situationen, indtil der kom værn osv. op i butikken, fortæller Jesper og fortsætter:

    - Det undrer mig, at virksomheden ikke tog mere ansvar, når nu kunderne ikke selv kunne finde ud af det. ”Vi skal lige se tiden an…” var for mig ikke den rigtige tilgang. Derfor var mange af os frustrerede og undrede os over, at butikken ikke blev lukket sådan som IKEA selv valgte at gøre.

    - Vi på gulvet blev ikke spurgt og mødte ikke megen forståelse, og jeg synes da, at ledelsen og lederne skulle have prøvet at komme ned og stå i butikken med de kundeoplevelser, vi havde den første lange tid.

 

Kedelig konklusion

Når Jesper kigger tilbage på hele Corona-forløbet, så kommer han med en kedelig konklusion. For det var helt tydeligt, at meget kunne have været gjort anderledes fra virksomhedens og ledelsens side:

    - De reagerede som sagt alt for langsomt. De holdt butikken åben, lod mange kunder stå sammen og var for længe om at få forskellige værn op. Samtidig var det frustrerende at opleve, hvordan kunderne opførte sig og hvor lidt hensyn, de tog til os, siger han og runder af:

    - Blandt kollegerne talte vi meget om tingene, og vi undrede os meget over, at der ikke blev noget mere, noget før.


Kontakt HK hvis du er utryg

Kontakt HK Midt på 7011 4545, hvis du også mangler tiltag fra din arbejdsgiver og føler dig utryg ved Corona-situationen. Det har du krav på at være, når du tager på arbejde. For i arbejdsmiljøloven hedder det:
”Arbejdsmiljøloven fastslår, at arbejdsgiveren skal sørge for, at du kan udføre dit arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Herunder skal arbejdsgiveren gøre dig bekendt med eventuelle sygdomsfarer. Hvis du har en begrundet mistanke om, at din arbejdsgiver ikke lever op til disse forpligtelser, så skal du tage fat på din arbejdsmiljørepræsentant”.

Hvis I ikke har en arbejdsmiljørepræsentant (AMR) på jeres arbejdsplads, så kan HK komme på banen og tage dialogen sammen med jer for at få udpeget en AMR.