At mindre administration frigør tid til kernevelfærd, er en klar misforståelse. Faktisk tværtimod. God administration er velfærd! Dygtige HK’ere er afgørende for, at ledige borgere kommer i job, at ansatte får deres løn til tiden, at udsatte borgere får hjælp, at bibliotekerne fungerer, at vores børn og ældre får ordnet deres tænder, at digitaliseringsprojekter får liv i kommunerne og at data bliver korrekt registreret i vores sundhedsvæsen. Når administrationen er i orden, frigør den tid til velfærd og skaber velfærd. Faktisk er god administration og dygtige HK’ere velfærdens fundament.
Det vil vi i HK Kommunal gerne slå et slag for og har derfor udarbejdet en kampagne, som vi håber, at DU, som medarbejder i en kommune eller region, vil bakke op om og være en del af. Kampagnen ”Velfærdens fundament” består af:
- En folder med gode argumenter for hvorfor HK’erne er vigtige
- Film og billeder til sociale medier, hvor chefer fra andre faggrupper fortæller om vigtigheden af en velfungerende administration.
- Flere billeder med citater, der understøtter vigtigheden af god administration
- Et Facebook-badge, du kan tilknytte dit profilbillede.
Administration kan ikke ”bare” spares væk
HK Kommunals formand Lene Roed har fået idéen til kampagnen, fordi hun alt for ofte har lagt øre til, at administrationen ”bare” kan spares væk.
- I flere år har administrationen været et sparemål. Derfor er det meget vigtigt, at vi gør opmærksom på, at en velfungerende administration er fuldstændig afgørende for, at samfundet kører. At vi er en del af kernevelfærden, og at administrationen er bredt funderet. Man kan altså ikke bare spare administrationen væk, uden at det vil gå udover andre faggrupper og ikke mindst borgerne, siger Lene Roed om baggrunden for kampagnen. Hun håber, at kampagnen vil blive taget vel imod, og at I som medlemmer vil være en del af ”Velfærdens fundament”.
Helt konkret kan du være med ved at dele videoer og billeder, tilknytte Facebook-badge til dit profilbillede, printe de gode argumenter i folderen ud og omdele det til både politikere, ledere og MED-udvalg.