Coronakrisen har sat sit aftryk, også på OK21-processen. Et ønske om at forlænge den nuværende OK-periode for at finde bedre fodfæste efter coronakrisen i foråret gik ikke i opfyldelse. Det betyder, at processen med at indsamle ønsker og udtage krav nu sker under et vist tidspres.

Du kan dog sagtens nå at indsende dine ønsker og gode ideer til Chefgruppens bestyrelse. Send til chefgruppen@hk.dk - meget gerne inden den 7. september hvor chefbestyrelsen holder møde. Fristen for kravsforslag til HK Kommunals sektorbestyrelse er den 25. september.

Færre penge at forhandle om

Fungerende formand for Chefgruppen, Karin Termannsen, håber, at rigtig mange har lyst til at komme med input til Chefgruppen.

- Det er vigtigt for os at høre, hvad der presser sig på rundt omkring. Men vi ved selvfølgelig også godt, at den økonomiske situation efter corona formentlig betyder, at der vil være færre midler af forhandle om denne gang. Og at vi derfor nok skal nedjustere vores forventninger til en større lønfremgang. Når det er sagt, er der stadig kardinalpunkter, som jeg ved, at HK Kommunal vil gøre alt for at holde fast i. Vi har bl.a. en reguleringsordning, som sikrer en parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked. Vi følger med både når det går op og ned på det private arbejdsmarked og det har naturligvis konsekvenser i den nuværende situation. Men det er afgørende at fastholde ordningen, fordi vores lønudvikling så også følger med, når det igen går fremad, siger Karin Termannsen.

Tænk ud af boksen

Den dystre økonomiske situation skal imidlertid ikke afholde nogen fra at sende gode ideer og input ind, fastslår Karin Termannsen:

- Det er på ingen måde omsonst. Måske er det netop nu, der kan nytænkes, så alle ideer er velkomne. Det kan fx være gode input i relation til forbedring af egne arbejdsvilkår som chef, fx arbejdstid, seniorvilkår eller fritvalgsordning, siger hun.

HK Kommunals bestyrelse vedtager sine OK21-krav den 21. oktober. I december vedtager Forhandlingsfællesskabet alle fælles, generelle krav for så at forhandle med arbejdsgiverne fra december 2020 til udgangen af februar 2021. Herefter er der urafstemning blandt medlemmerne og 1. april 2021 træder den nye overenskomst så i kraft.