Den her nye rettighed er vel først og fremmest lavet til mureren, slagterimedarbejderen og bagageportøren i lufthavnen?
Nej, det er den faktisk ikke. Det er rigtigt, at de klassiske håndværksfag med tungt, manuelt arbejde ofte er blevet brugt som eksempel på lange, slidsomme arbejdsliv. Men udspillet er skruet sammen på en måde, hvor også rigtig mange HK-medlemmer får rettigheden. Det skyldes blandt andet, at der udelukkende ses på antal år på arbejdsmarkedet som udløsende faktor for at få retten. Ikke hvilken branche eller i hvilket fag man har arbejdet. Derudover vil perioder med barsel og deltid tælle med som hele år på arbejdsmarkedet, så på den måde får man udlignet noget af den skævhed der er mellem mænd og kvinders arbejdsliv.
Men vi HK’ere bliver vel ikke nedslidte som en slagterimedarbejder gør?
Det er klart, at man ikke én til én kan sammenligne en gennemsnitlig HK’ers job med en slagterimedarbejder. Men nedslidning er et bredt begreb, der ikke kun kan opgøres i, hvor mange kilo man slæber rundt på i sit job. Nedslidning er også mikrobelastninger gentaget i årevis, og hårdt psykisk arbejdsmiljø, der munder ud i stress, som flere af vores medlemmer desværre oplever. Nu må vi så se, hvor mange der ender med at benytte sig af muligheden for tidlig tilbagetrækning, men at muligheden er der – også for laboranten, kasseassistenten og sagsbehandleren – er et afgørende element for os.
Er der slet ikke noget du vil ændre i forslaget?
Det er klart, at der er nogle skønhedsfejl rundt omkring i udspillet. For eksempel så jeg gerne, at man hævede grænsen for det beløb man må tjene ved siden af uden at blive modregnet fra 24.000 kr. om året til et højere niveau. Det er småting. Hvis vi virkelig skal rykke noget på arbejdsmarkedet skal vi tværtimod sørge for, at lønmodtagerne ikke ender i en situation, hvor kroppen eller hovedet siger stop før tid. Det handler om et langt bedre arbejdsmiljø, om mere fleksibilitet og om livslang læring.
Hvorfor skal vi overhovedet have den her rettighed? Er der ikke så mange andre ordninger, man kan komme på?
Det der er nyt er, at man fra regeringens side vil give en rettighed. Det er, så vidt jeg ved, første gang i mange, mange år, at man har forsøgt at forbedre velfærden i stedet for at skære i den. Det i sig selv er værd at rose. Men det er da rigtigt, at der findes andre måder at komme ud af arbejdsmarkedet på, hvis man er slidt helt ned til sokkeholderne. I så fald vil man dog være afhængig af fx en læges vurdering af ens arbejdsevne. Den usikkerhed er helt væk i et rettighedsbaseret system.
Hvis man vælger at trække sig tilbage, vil man kun modtage en månedlig ydelse på 13.500 kr. Hvordan skal det kunne hænge sammen?
Det er jo op til den enkelte i samråd med sin familie at vurdere fordele og ulemper, herunder det fald i indtægt man utvivlsomt vil opleve. Det økonomiske aspekt vil sikkert afholde mange fra at vælge en tidlig tilbagetrækning. Men jeg tror også, at mange vil fravælge ordningen alene af den grund, at de føler, de godt kan levere noget ekstra arbejdskraft og gerne vil holde fast i det kollegaskab og de faglige udfordringer, der får mange af os ud af sengen om morgenen.
Hvad sker der så nu? Hvornår kan jeg få rettigheden til tidligere tilbagetrækning?
Intet er sikkert endnu, for vi kender kun regeringens udspil. I den kommende tid vil der være forhandlinger med alle politiske partier, der vil forsøge at ændre i modellen efter egne ønsker. Men regeringen har en ambition om, at rettigheden skal sættes i kraft i 2022.