Et stigende behov hos administrationsbachelorstuderende for at blive mere bevidste om deres faglige profil, har fået HK Kommunal til at udbyde en række workshops, der skal hjælpe snart-nyuddannede administrationsbachelorer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Den første workshop er løbet af stablen på PH Absalon i Næstved, og HK Kommunal er i fuld gang med at planlægge workshops på de øvrige professionshøjskoler. En af dem, der deltog i workshoppen er Emil Heuer Pedersen.

Forvirret på den gode måde

Han er på sidste modul på sin professionsbachelor i offentlig administration og mangler kun at skrive sin bacheloropgave. Han var meget begejstret for workshop’en.

- Jeg synes, at det var enormt positivt at deltage, og jeg fik utrolig meget ud af det. Netop det her med at blive skarpere til at sætte ord på vores kompetencer og få tips til, hvordan vi kan sætte os selv i spil. Det er jo stadig en relativt ny uddannelse, så det var meget brugbart at blive lidt klogere på, hvordan vi kan profilere os selv, forklarer Emil Heuer Pedersen.

Da han startede på uddannelsen var det primært interessen for politik og økonomi, der drev ham. Han var overbevist om, at han skulle læse videre på en kandidatuddannelse – men både studietiden og workshop’en har gjort ham forvirret. På den gode måde.

- Jeg har helt klart fået et mere nuanceret blik på arbejdsmarkedet – og jeg er blevet mere opmærksom på, at det at have et job jo faktisk også er livslang læring. Jeg kunne sagtens forestille mig at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, allerede når jeg har afsluttet min professionsbachelor. Og så kan man jo altid tage efter- og videreuddannelse, når man er i job, forklarer den snart nyudklækkede administrationsbachelor.