Lene Roed. Formand for HK Kommunal

Overenskomstforhandlingerne nærmer sig, og HK Kommunals formand Lene Roed opfordrer alle medlemmer til at give deres mening til kende forud for forhandlingerne.

- Jeg håber, at så mange som muligt har lyst til at bidrage med synspunkter. Det betyder rigtig meget for os, når vi nu skal i gang med forberedelsen til OK21. Jeres input betyder, at vi får et godt grundlag for forhandlingerne, og det skaber også stor respekt hos arbejdsgiverne, når mange medlemmer har bidraget med input fra hverdagen. Så jeg håber virkelig, at mange vil være med, siger Lene Roed.

Det er let og enkelt at give sin mening til kende. Du finder linket på temasiden om OK21 på hk.dk/ok21. Når du har svaret - og det kan ske frem til den 18. september - kan du samtidig deltage i en lodtrækning om 25 gavekort til morgenbrød eller eftermiddagskage til dig og kollegerne. 

For risikabelt at komme rundt i landet

Ved de seneste overenskomstforhandlinger har politisk valgte og ansatte i HK Kommunal været rundt på arbejdspladserne i hele landet sammen med tillidsrepræsentanter og samle input på fysiske postkort. I år har bestyrelsen på grund af corona måttet aflyse den landsdækkende kampagne.

- Vi har trukket beslutningen længe, fordi vi rigtig gerne ville rundt i landet og møde jer alle. Men vi har måttet indse, at med den fortsatte coronasmitte ville det være for risikabelt at samle så mange mennesker rundt omkring. Mange steder har vi også fået at vide, at man ikke må komme ind. Det gælder for eksempel på sygehusene. Derfor har vi måttet ændre vores planer, så vi i stedet laver en digital indsamling af input. Og jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvad der fylder på arbejdspladserne netop nu, siger Lene Roed.

Formel indsamling af overenskomstkrav

Ud over indsamlingen af synspunkter fra medlemmerne er der også den formelle indsamling af overenskomstkrav. Ønsker du eller din klub at indsende et formelt krav til overenskomstforhandlingerne, skal det ske senest den 25. september. Det foregår også på hk.dk/ok21.

Overenskomstforhandlingerne i 2021 vil uden tvivl komme til at foregå i skyggen af coronaen og en presset dansk økonomi. Der har i foråret været drøftelser i Forhandlingsfællesskabet - som forhandler de generelle krav for ansatte i kommuner og regioner - om en forlængelse af de nuværende overenskomster med et år. Men det har der ikke kunnet opnås enighed om.

- Uanset den dystre baggrund for de kommende forhandlinger af OK21 vil jeg og HK Kommunals forhandlingsudvalg gøre alt for at opnå det bedst mulige resultat for jer. Medarbejderne er den vigtigste ressource i kommuner og regioner. Og derfor er det også helt nødvendigt at fastholde og udvikle attraktive arbejdspladser. Men der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at prioritere skarpt i den særlige situation, vi står i, siger Lene Roed.

Arbejdsgiverne har endnu ikke meldt ud

KL og Danske Regioner har endnu ikke meldt noget ud om, hvad de kunne tænke sig at forhandle om, så det er i skrivende stund uklart, hvad der kommer på forhandlingsbordet fra arbejdsgiverne.

Tidsplan for OK21

  • 3-18. september: Digital indsamling af medlemmernes synspunkter

  • 25. september: Sidste frist for at indsende forslag til formelle overenskomstkrav

  • 21. oktober: Bestyrelsen og forhandlingsudvalget vedtager overenskomstkrav

  • December: Forhandlingsfællesskabet udtager overenskomstkrav, og der udveksles krav med arbejdsgiverne

  • Januar og februar 2021: Forhandlinger

  • Marts/april: Urafstemning blandt medlemmerne

Fakta om krav og forhandlinger

De generelle krav, som er fælles for alle i kommuner og regioner, forhandles gennem Forhandlingsfællesskabet

De specielle krav, som kun vedrører HK Kommunals grupper, forhandles af HK Kommunal