Stine Kærulf Andersen er alene på arbejdsdagen med målinger. Og selv om hun trives med jobbet, så savner hun kollegerne. Foto: Mikkel Østergaard
Den kridhvide kirke står som en skarp profil med det rødlige tag mod en klar, blå himmel. I forgrunden har marken og træerne stadig den helt friske grønne farve, som naturen kun udstyres med i kort tid i begyndelsen af sommeren.
Vi står i udkanten af det postkort-smukke syn og er på vej ned i en å. Det er ikke hver dag, man som almindelig dansker er nede i en å, men for miljøtekniker Stine Kærulf Andersen er det næsten en daglig foreteelse – året rundt. Om vinteren er det i vand til livet, men lige nu når åvandet hende kun til under knæene på de brune vaders, hun har på.
- Det er normalt et koldt job, jeg har. Men det er et dejligt job. Og på en sommerdag som denne er det ren idyl. Så føler jeg, at jeg har verdens bedste job, siger Stine Kærulf Andersen, som er ansat ved Miljøstyrelsen Sjælland i Græsted.
Vi er ved åen Nivå i det nordlige Sjælland. Miljøteknikeren kommer her – og til 15 andre åer – en til to gange om måneden hele året for at udtage en vandprøve, der senere analyseres for kvælstof og fosfat, og for at måle vandhastigheden. Ud fra de målinger udregnes, hvor meget kvælstof og fosfor der flyder videre ud i hav og fjorde.
Ser forandringerne i naturen
- Man klæder sig på efter forholdene. Og om vinteren er der virkelig koldt nede i åen, så jeg bliver hurtigt nedkølet. Men i dag er det en flot, solrig sommerdag. Så skal jeg kun passe på de irriterende myg, flåter og vandet, der kan indeholde rottetis, som kan bære den alvorlige Weils syge, siger Stine.
Hun har sit måleudstyr med og skal aflæse en station, som er opsat i kanten af åen. Den måler vandstanden og sender løbende tallene til Miljøstyrelsen, men Stine skal manuelt tjekke, hvor højt vandet står, og se om stationen måler korrekt.
- Der er ikke meget vand nu, så det er nemmere at bevæge sig rundt nede i åen i forhold til om vinteren. Jeg har lært mine steder at kende. I denne å er der nogle glatte sten på bunden, jeg skal passe på, og andre steder er der nogle meget bløde bundforhold. Jeg ser forandringerne i naturen, når jeg kommer ud til mine forskellige målesteder over en stor del af Sjælland. Det er enormt dejligt og spændende at følge med i og være en del af. Jeg kan for mig selv glædes over at se en isfugl, lægge mærke til træernes udvikling og opdage nogle fisk i vandet.
Man finder det, man leder efter
Men miljøteknikeren er bevidst om, at hun skal holde sig til minimal, direkte kontakt med vandet, der kan komme fra rensningsanlæg.
- Det ser så flot ud her omkring åen, men der er ofte rester af spildevand i. Det har normalt også en velkendt sæbeagtig lugt; skyllemiddel nedbrydes nemlig ikke så let, når det ledes ud fra rensningsanlægget. Vi behandler i det hele taget vandet i åen som forurenet vand og bruger handsker og spritter af, siger Stine.
På en typisk arbejdsdag kører Stine ud til tre til fem åer – andre dage til søer og Roskilde Fjord – hvor der måles og tages vandprøver. Prøverne afleveres derefter på arbejdspladsen, hvor de afhentes af laboratorierne.HK’eren forklarer, at man ud fra politiske og økonomiske parametre har valgt at måle bestemte stoffer.
Læs også: Jeg er vildt stolt over at være med
- Vi måler jo ikke al forurening. Man skal huske, at når man laver kemiske analyser, måles der normalt kun på det, som man leder efter. Vi måler fosfat og kvælstof. Og for meget af det påvirker alger og bakterier i vandet, så der kan opstå iltsvind.
I en del af åerne tages der prøver, som analyseres for miljøfremmede stoffer. Fx sprøjtemiddel, svampemiddel, medicinrester og metaller.
- Vi finder Roundup i størstedelen af prøverne, og vi finder også zink, som bruges for at få svinene til at vokse hurtigere. Et andet problem er, atfx svampemidler og insektdræbende midler skader smådyrene i vandløbene ved mindre koncentrationer, end laboratorierne kan måle dem.
Det er ikke så rent, som det ser ud
Miljøteknikeren fjerner vandplanter fra åen i et mindre område for at måle vandhastigheden. Stine har en trykmåler til at måle vanddybden og til at måle strømmen i de forskellige dybder. Hun opmåler et areal i åen og beregner vandhastigheden.
- Vi har i Danmark tradition for at være gode til miljøhensyn. Men når man arbejder med det, bliver man rystet over de hensyn, der tages til dem, som sviner. Reelt er vi ikke kommet så langt siden 1990’erne, selv om vi tror det. Det er naivt at tro, at vandet er så rent og smukt, som det ser ud, siger hun.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er forbudt at bruge skadelige midler? Vi ved, at noget er farligt for miljøet, men produkterne sælges stadig i Danmark. Hvorfor kan vi købe svampedræbende midler til plankeværket og Roundup til ukrudtet, når vi ved, at det forgifter vores miljø? Hvorfor fredes ål ikke, når vi ved, at arten er truet? I stedet sættes prisen bare op, så folk stadig kan få røget ål, siger Stine.
"Vi efterlader farlige stoffer"
Stine læste oprindeligt biologi, men sprang fra. I stedet valgte hun naturen og det praktiske arbejde. Stine vidste fra barnsben af, at hun ville arbejde med naturen, for familien boede tæt ved skov og vand. Og hendes forældre fortalte den lille pige om alt, hun stødte på i naturen.
- Det var en gave, jeg fik med mig. Og den bruger jeg nu i mit job hos Miljøstyrelsen. Jeg er med til at kortlægge forurening af naturen. Så på den måde er mit arbejde vigtigt. Og jeg er rigtig glad for det. Men det er i sidste ende politikerne, der skal vægte, om vi tager hensyn til mennesker, virksomheder eller naturen, når de får mine tal, siger Stine.
Læs også: Jeg har fået et meget bedre overblik
Miljøteknikeren foretager sine målinger i ’verdens bedste job’ og er med til at kontrollere forureningen i Danmark. Men hun er også frustreret over de politiske og økonomiske hensyn, som gør det svært at gøre noget ved forureningen. For selv om behovet for – og ønsket om – en mere bæredygtig natur og klode er voksende, så er miljøområdet og Miljøstyrelsen blandt de offentlige arbejdspladser, der er blevet skåret meget ned og flyttet rundt på.
- Vi har mistet respekten for naturen og efterlader farlige stoffer, som kommer til at gå ud over vores børn. Vores børn har ikke oplevet en natur uden støj og forurening. Og når man ikke har oplevet det, er det ikke noget, man savner. Vi er overalt som mennesker og fylder for meget, mens vi mister kontakten til det naturlige. Og det er trist, siger Stine Kærulf Andersen, inden hun stiger op af vandet med prøverne fra Nivå for at fortsætte til næste å.