Året har stået i coronaens tegn, og det samme kom årets generalforsamling i HK Sydjylland til. Den skulle egentlig have været afholdt i foråret med gæster og debat. Men generalforsamlingen kunne først gennemføres i sidste uge i en noget mere kompakt form end først planlagt.
Det forhindrede dog ikke omkring 100 medlemmer i at dukke op og deltage i det, vi kalder medlemsdemokratiets festdag.
Formand Ole Kjærs mundtlige beretning, der skulle omhandle året 2019, tog han hurtigt brodden af.
- Alene årstallet gør det irrelevant. Hvad skete der i 2019, som kan skabe interesse i vores nutid, spurgte Ole Kjær retorisk og talte i stedet om coronaens følger og fremtidsudsigter.
- Vi kan glæde os over, at ledigheden ikke er eksploderet, som vi så under finanskrisen. De sidste fem uger har der faktisk været et fald i ledigheden i vores område, men det er jo stadig en katastrofe for dem, som bliver ramt af ledighed. Det er også en udfordring, at de nyledige kommer fra de samme brancher, da krisen jo mærkes tydeligere på nogle områder end på andre. Jeg håber, at de nyeste tiltag omkring arbejdsfordeling og andet, kan løse de værste udfordringer, sagde Ole Kjær bl.a. i sin beretning.
Ole Kjær blev genvalgt uden modkandidat og ser frem til endnu en periode som formand for HK Sydjylland. Der var også genvalg til revisor og revisorsuppleanter.
Du kan finde bestyrelsens skriftlige beretning - som faktisk er på video - lige her.